28-06-1999

Byrådene i Grenaa og Ebeltoft vil lave lufthavnen til et A/S

Grenaa Blad logo

Grenaa Byråd og Ebeltoft Byråd har på møder henholdsvis den 15. juni og 17. juni besluttet, at man kan gå ind for et forslag til dannelse af et aktieselskab for Aarhus/Tirstrup Lufthavn udarbejdet af advokatfirmaet Løber & Lauritsen. Forslaget indeholder vedtægter, aktionæroverenskomst med videre, og er dateret den 16. april 1999. Samtidig har man i de to byråd en forventning om, at Århus Amt vil indtræde i et Aarhus/Tirstrup Lufthavn A/S. Derfor er godkendelsen sket under den forudsætning, at Århus Amt inddrages i aktieselskabsdannelsen. De to øvrige kommuner i lufthavnsstyrelsen, Randers og Århus, mangler endnu at tage endelig stilling til spørgsmålet om aktieselskabsdannelsen, der sker for at styrke lufthavnens udviklingsmuligheder i fremtiden. Ikke mindst på baggrund af, at planerne om en ny østjysk storlufthavn placeret tættere ved Århus, nu definitivt er blevet manet i jorden - folkeligt såvel som politisk.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000