28-06-1999 |
|
Konkurrence for landets fysikelever |
![]() |
Den danske fysiklærerforening holder hvert år en konkurrence for landets fysikelever, og denne konkurrence opfordrede Grenaa Gymnasium sin fysik højniveau-klasse til at deltage i. Der var imidlertid ikke den store interesse i klassen for at deltage, men det endte dog med, at Thomas Kragh Jensen, Nimtofte, fra 3.x, (billedet), besluttede sig for at deltage. I starten af januar måned blev han så stillet en skriftlig prøve af tre timers varighed på gymnasiet. Den normale tid, der er til rådighed for sådanne prøver er 4 timer, så han blev sat under et vist tidspres, og da prøven ovenikøbet var temmelig svær, så var han næsten sikker på, at han ikke ville komme videre i konkurrencen. En god uge efter at han havde afleveret sin besvarelse, fik han så den besked, at hans besvarelse havde været blandt de 20 bedste i hele landet, og at han derfor skulle med de 19 andre til København for at deltage i den danske finale over en weekend. Her blev deltagerne stillet overfor to eksperimentelle prøver, hver af 2 1/2 times va
righed, og dagen efter en teoretisk prøve af 3 timers varighed.
Det var meget svære opgaver og Thomas Kragh Jensen var efterfølgende sikker på, at han ikke ville komme i betragtning til at deltage i den internationale finale i Padova i Italien, hvilket de fem bedste ville blive tilbudt. Han blev da også »kun« nummer 7, men da én af dem blandt de fem bedste ville fylde 20 år inden finalen, kunne han ikke deltage, og Thomas blev første-reserve. Dermed var han selvsagt sikker på, at fysikolympiaden 1999 var et overstået kapitel for hans vedkommende, og han tog hjem igen med den forvisning. Den skulle imidlertid vise sig ikke at holde stik. I marts fik han en opringning fra fysiklærerforeningen, hvor han fik at vide, at én af finalisterne desværre havde været offer for en bilulykke, og at han, Thomas Kragh Jensen, kunne komme med til Italien, hvis han ville. Trods tragedien valgte han at tage med. Den 17. juli tager han så til København påny, og fortsætter derfra med de andre fire danskere til Padova til den internationale finale.
Thomas Kragh Jensen dimitterede i øvrigt fra Grenaa Gymnasium som matematisk-fysisk student fredag den 16. juni.
Søren Kanne siger: Tillykke med huen, god tur og held og lykke med fysikolympiaden!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000