28-06-1999

Grenaa Byråd har takket nej til Farum-modellen - indtil videre!

Grenaa Blad logo

Farums navnkundige borgmester Peter Brixtoftes tanker og idéer om, hvordan en dansk kommune skal drives her mod slutningen af det 20. århundrede, har skabt megen debat og mange dønninger i det lille dronningerige man har valgt at kalde Danmark. Nu har Venstre-borgmesterens kreative økonomiske påhit endvidere skabt ringe i vandet helt ud til spidsen af Djurslands næse - nærmere betegnet til Grenaa Kommune, hvor et flertal i byrådet tidligere på året besluttede, at det skulle undersøges om den i sommeen 1998 meget omtalte Farum-model - hvor man i Farum besluttede sig for at sælge det kommunale rensningsanlæg og derpå tilbageleje det af køberen - et privat investeringsfirma - eventuelt kunne være noget for Grenaa Kommune. Det var specielt den borgerlige lejr i Grenaa Byråd, der var interesseret i at finde ud af, om noget sådant kunne være en god fidus for kommunens økonomi. Sagen er så siden blevet undersøgt, og på det seneste byrådsmøde på Grenaa Rådhus var konklusionen på disse undersøgelser, at det ikke har nogen interesse for Grenaa Kommunes vedkommende - ikke indtil videre ihvertfald.


Sagen var egentlig på byrådets lukkede dagsorden, men SF'eren Allan Andersen ville have principdiskussionen på den åbne del af mødet - altså en debat om principperne i sagen uden samtidig at afsløre konkrete tal, der ligger i sagen. Og det fik han grønt lys for af de øvrige byrødder. Han lagde da også selv ud med at kalde Farum-modellen for en borgerlig »perle«, fordi der var tale om ren spekulation.

- Men det er da overordentligt glædeligt at konstatere, at de borgerlige politikere i Økonomiudvalget har fundet ud af, at der ikke er penge i Farum-modellen. Dog er det betænkeligt, at der i sagen står, »at den for øjeblikket bør stilles i bero«. Konsekvenserne ved ordningen er totalt uoverskuelige, og derfor er der ikke nogen grund til, at noget som helst stilles i bero »for øjeblikket«. De to ord bør pilles ud af teksten, mente SF'eren.


Sagen set fra den borgerlige lejr

Derpå pålagde Venstre's Knud Kildal sig selv den opgave det var at forklare den borgerlige lejrs syn på denne sag, og det gjorde han så med vanlig grundighed.

- Sidste sommer var denne Farum-model jo meget fremme i medierne, og vi skylder både os selv - og ikke mindst skatteyderne i øvrigt - at undersøge, om der var økonomi i det. Indstillingen fra vores side har dog fra starten af været den, at var der tale om blot at udskyde økonomiske byrder til den næste generation, så ville svaret være et nej. Et ja ville være betinget af, at kommunen uden risiko kunne tjene penge på ordningen, og indtil videre må vi konkludere, at risikoen for at tabe penge på Farum-modellen måske ikke er stor - men den er der. Man kan med andre ord kun tjene penge på ordningen, hvis man samtidig kan forudse renteudviklingen over de kommende år, og det er som bekendt ikke en ubetinget let opgave. Der er med andre ord for meget gambling i Farum-modellen, og det er ikke rimeligt at gamble med skatteydernes penge, selv om riskoen for at tabe penge på ordningen ikke er stor, sagde han, og fortsatte - direkte henvendt til SF'eren.

- Og så får jeg i øvrigt ikke de samme trækninger omkring øjnene, som man kan observere hos SF'ere, når ordet spekulation nævnes. Spekulation står også, og ikke mindst, for at tænke sig om, og det er i den betydning, at ordet kan anvendes i denne sag. Og så vil jeg for en gangs skyld ikke stille mig på bagbenene over et ændringsforslag fra SF. Om der står »stilles i bero for øjeblikket« eller »stilles i bero« er for mig at se et fedt, sagde Knud Kildal.


Uafklarede spørgsmål ved at sige ja

Socialdemokraten Henry Møller erklærede, at en afvisning af Farum-modellen var helt i orden - ikke mindst fordi et ja blot ville udløse kaskader af uafklarede spørgsmål omkring leasingforholdene, som man slet ikke havde taget stilling til i sagens præmisser endnu. Blandt andet spørgsmål omkring hvem og på hvilket niveau de »tidligere« kommunale bygninger skulle vedligeholdes med videre.


Grenaa-Listens Egil Classen erklærede for sin del, at han godt kunne lide afklarethed, hvorfor han mente at kunne glæde sig over Grenaa Byråds håndtering af denne sag.

- Sagen er blevet undersøgt til bunds, og der er med andre ord skabt afklarethed. Den afklarethed har klædt os på til med ro i sindet at kunne træffe den beslutning, at Farum-modellen p.t. ikke har nogen interesse for Grenaa Kommune. Så enkelt er det og så enkelt bør det være, sagde Grenaa-Listens enlige byrådsmedlem.


Og derpå blev byrødderne enige om, at Farum-modellen ikke er noget for Grenaa Kommune. Ikke lige nu altså....måske senere....altså ikke for øjeblikket...

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000