07-06-1999 |
|
En elg-kalv er født på Djursland |
![]() |
Bag sensationen står Skandinavisk Dyrepark ved Kolind på Djursland. Dyreparken er specialiseret i Nordens dyreliv, og nu har elgen i Skandinavisk Dyrepark fået en sød, langbenet kalv.
Stoltheden er ikke til at skyde igennem ved Skandinavisk Dyrepark ved Kolind på Djursland. Der skal ingen tvivl herske om, at elg-kalven er lidt af en sensation: »I naturens virkelige verden uddøde elgen for ca. 5000 år siden på grund af klimatiske ændringer«, fortæller direktør for Skandinavisk Dyrepark, Frank Vigh-Larsen. I de danske dyreparker og zoos findes der kun elge meget få steder, og Skandinavisk Dyrepark er det eneste sted i hele nord-, midt- og østjylland, man kan opleve elgen, - for slet ikke at tale om elg-kalven. Der er nemlig ikke født nogle elg-kalve i Danmark overhovedet i mange, mange år. Der er ikke mange, der kan huske hvornår, men Skandinavisk Dyrepark gætter på, at det minimum er 20 år siden en elg-kalv har set den danske himmel, som det første. Så en sensation kan man vist roligt kalde den lille langbenede.
Den stolte elg-mor hedder Cowie, og der passes meget på den lille kalv: »Elgene har ikke mange fjender i naturen, fordi de er så store«, fortæller Frank Vigh-Larsen og fortsætter: »vores elg-ko, Cowie, vejer ca. 350 kg, og man skal være et modigt rovdyr, hvis man begiver sig i lag med hende«. Elgene er meget aggressive overfor nysgerrige, og i stedet for at flygte med hendes kalv, jager hun de nysgerrige væk ved at sparke med forbenene.« Samtidig må den store elg-ko æde ca. 15 kg føde om dagen, mens hun opfostrer sin kalv, og hun deler kun nødigt et fourageringsområde med andre. Cowie i Skandinavisk Dyrepark får i øjeblikket sin sædvanlige ration foder, men derudover får hun særlig behandling, idet der er afsat personale til at gå rundt og skære lækre grene med nye, friske skud til Cowie.
Den lille elgkalv har et langt stykke vej, inden den når mors højde og drøjde: »Vores lille elgkalv er født på det helt rette tidspunkt, hvis man kigger på den norske eller svenske kalender. I Norge og Sverige fødes elg-kalvene i maj/juni måned, - så man må sige, at vores elgko, Cowie, har læst teoribogen«, griner direktør Frank Vigh-Larsen. Kalven kom til verden i mandags og den vejer ca. 10-15 kg, og mere ben end krop: »Man skulle synes, at den lille elgkalv tænker: - Sikken en stor mor, jeg har! Kalven er ca. 1 meter høj, og det er mest de lange ben, der gør, at kalven er så høj. Men den skal jo også kunne nå op til mors patter for at få noget mælk«, siger Frank Vigh-Larsen og supplerer med at fortælle, at elgkoens mælk er meget næringsrig, og efter de første 3-4 måneder vil denne lille elgkalv veje hele 150 kg.
Elg-kalven er iøvrigt et tegn på, at elgene i Skandinavisk Dyrepark trives. Der har været problemer med at have elge i fangenskab i Danmark, så Skandinavisk Dyrepark trives. Der har været problemer med at have elge i fangenskab i Danmark, så Skandinavisk Dyrepark er stolte af resultatet. Direktør i Skandinavisk Dyrepark, Frank Vigh-Larsen, er uddannet agronom og har en doktorgrad indenfor fodring og pasning af dyr. Denne viden er grundlaget bag hele Dyreparken, og har nu resulteret i denne sensation. Første elg-kalv født i Danmark i mange, mange år.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000