14-12-1998 |
|
100 malerier af to Mols-malere udgør kunstforeningens juleudstilling 1998 |
![]() |
Kunstforeningen i Ebeltoft fortsætter traditionen med at arrangere en juleudstilling med værker af afdøde malere fra Ebeltoft/Mols-området. I år er valget faldet på Mols-malerparret Eline Hertz Jespersen og Knud Jespersen, der begge døde for cirka 40 år siden. I forbindelse med udstillingen efterlyste foreningen billeder til låns fra borgere, og der er kommet tilbud på omkring 100 billeder ialt. Ikke kun fra Ebeltoft-området, men også fra eksempelvis Grenaa, Århus, Randers og Odder.
I øjeblikket er bestyrelsesmedlemmer så igang med at kontakte de forskellige »tilbudsgivere« med henblik på at besøge disse mennesker, der har tilbudt at udlåne deres billeder af de to kunstnere til juleudstillingen. Og så håber man blot, at vintervejret ikke lægger hindringer i vejen for afhentningen. Ikke alle 100 værker kan komme op at hænge som følge af pladsmangel, og der forestår derfor en svær udvælgelse.
- Vi er indstillet på at lave en så spændende og afvekslende udstilling som muligt, så såvel hendes blomsterbilleder som bymotiver bliver repræsenteret sammen med hans mange landskabsværker, siger formanden Ole Damgård Nielsen, der yderligere kan oplyse, at enkelte af billederne vil blive udbudt til salg.
Der er fernisering på udstillingen i Kunstbygningen i Jernbanegade i Ebeltoft lørdag den 19. december, og udstillingen vil kunne beses frem til den 3. januar.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000