14-12-1998 |
|
Tre mystiske brande i Grenaa indenfor 14 timer i sidste uge! |
![]() |
Der var tryk på de brandtekniske undersøgelser ovenpå tre mystiske brande i Grenaa onsdag eftermiddag og natten til torsdag i sidste uge. Indenfor 14 timer måtte Grenaa Brandvæsen således i aktion hele tre gange, og i alle tre tilfælde er der grundlag for mistanke om ildspåsættelse i én eller anden form.
Den første brandalarm indgik ved 15-tiden onsdag eftermiddag. Ilden var opstået ved et komfur i en lejlighed i ejendommen Nørregade 6 i Grenaa. Alle fire kogeplader var skruet op på fuld blus, samtidig med, at et ringbind indeholdende papirer var efterladt ovenpå det tændte komfur. Der var ingen hjemme i lejligheden. Efter slukningsarbejdet var afsluttet kunne man konstatere, at lejligheden var temmelig røg-, varme- og sodskadet.
Den anden brandalarm indløb klokken 02.03 natten til torsdag. Stedet var Fuglevængets Super i Grenaa, hvor der - formentlig - var stukket ild til et affaldsdepot på bagsiden af bygningen. Ilden har derefter bredt sig ind i et baglokale til supermarkedet, og her endvidere fået fat i loftskontruktionen. En stor del af butikslokalet blev derved temmelig røg- og sodskadet som følge af branden.
Og for at det ikke skal være løgn, så måtte brandfolkene afsted igen tre timer senere ved 05-tiden, idet der her indgik den tredje brandanmeldelse i løbet af blot et halvt døgns tid. Der var tale om to affaldscontainere i gården til Alta-supermarkedet på Torvet i Grenaa. Begge containere udbrændte, og også her går politiet ud fra den teori, at branden må være påsat. Der skete kun en smule skade på selve bygningen ved denne brand.
Alle tre brande er genstand for nærmere politimæssige og brandtekniske undersøgelser.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000