14-12-1998

3 x spritkørsel i forrige weekend

Grenaa Blad logo

Grenaa Politi fik fat i tre spritbilister i forrige weekend. De to af dem blev snuppet ved eget initiativ og årvågenhed, mens den sidste blev hevet i land via en anmeldelse. De to førstnævnte blev taget fredag aften den 4. december og natten til lørdag. Der var tale om henholdsvis en 30-årig mand fra Grenaa, der blev snuppet under kørsel i personbil ved Søndenå Butikstorv, og en 25-årig mand fra Ebeltoft, der blev taget for samme forseelse på Holmensvej i Ebeltoft. Som rosinen i pølseenden fik politiet søndag morgen den 6. december fat i en ordentlig julefrokost-brandert, der holdt parkeret på tværs af Kastbjergvejen i Meilgård-skoven. Politiet fik et prej om, at en bil holdt mærkeligt parkeret på vejen. Da ordensmagten nåede derud, kunne de konstatere, at bilen holdt med motoren i tomgang, og at der inde i bilen befandt sig to »stinkende berusede« personer. Der var tale om bilens ejermand - en 33-årig mand fra Glesborg, der sad bag rattet - og en jævnaldrende kvinde. Begge sov brandert ud, og blev derfor vækket i deres slummer af ordensmagten, der ikke overraskende valgte at sigte den 33-årige mand for spritkørsel. Et pust i alkometeret fik ikke politiet til at ændre mening omkring mandens manglende ædruelighed, hvorfor man anholdt ham, puttede ham ind i patruljevognen for derpå at køre med Grenaa Centralsygehus med henblik på blodprøveudtagelse. På det tidspunkt var det imidlertid begyndt at gå op for manden hvad klokken var slået, og da man nåede frem til sygehuset forsøgte han derfor efter bedste evne at stikke af fra politifolkene. Han måtte dog hurtigt se sig indhentet, og derpå slæbt ind på sygehuset, hvor der ikke var nogen kære mor. Blodprøven blev taget, og der venter ham nu - og de to andre mænd, der blev snuppet denne weekend - et retsligt efterspil.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000