14-12-1998

»Måske larm« i bowlingcentret

Grenaa Blad logo

Det lokale band »May B'Noiz« - der sådan lidt frit oversat betyder »måske larm« - kan opleves på Grenaa Bowlingcenter lørdag den 19. december.

»May B'Noiz« spiller en god krydderiblanding af melodisk rock fra 70'erne, 80'erne og 90'erne. Der er tale om udødelige klassikere taget fra bands som AC/DC, Van Halen, Guns N'Roses, The Sandmen, Pearl Jam, DAD og mange flere af samme skuffe.

Stilen kan beskrives som værende en kombination af hård, melodisk guitarrock tilsat Anders Jørgensens hårdføre stemmebånd, der bakkes op af Jimmi Kleiners tunge basgange, Morgan Dam's ekvilibristiske guitarspil og Carsten »Humle's« tilbagelænede trommespil.

Bandet har ved tidligere lejligheder opnået pæn stor popularitet blandt rockpublikummet i Grenaa, og afsøger i øjeblikket nye grænser for deres formåen og succes ved at indspille en demo-CD.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000