12-10-1998

Baunhøj-området i Grenaa har fået sin egen pizzabager

Grenaa Blad logo

Grenaa Barbequekylling & Pizzeria er et helt nyt spisested i Grenaa, der slog døren op på adressen Baunhøjvej 4A onsdag den 7. oktober. Det skete fra lokaler for foden af Baunhøj, der senest har huset en blomsterforretning. Via en gennemgribende modernisering og ombygning af lokalerne er det nu blevet forvandlet til et lille, moderne pizzeria med næsten 40 forskellige pizzaer på menukortet foruden diverse salater og pitabrød med fyld - og sidst men ikke mindst med barbeque-kyllinger, pommes frites og salt som specialitet.

Kompagnonerne Emine Cakmak og Fikret Gürel, der begge kommer fra Tyrkiet, er gået sammen om dette projekt. De er begge bosiddende i Randers, men fik lyst til at prøve kræfter med pizzabranchen i Grenaa ovenpå cirka seks måneders engagement i et andet pizzeria i Grenaa sidste år. Fra Randers af har de også erfaring med branchen, så der er ikke tale om novicer.

- Vi fik indtryk af, at Grenaa var et godt sted at starte en sådan forretning, så det fik vi lyst til at prøve, siger Emine Cakmak, der har fået et så positivt indtryk af byen, at hun seriøst overvejer at flytte hertil sammen med sin familie. Emine Cakmak har efterhånden boet i Danmark i 24 år.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000