12-10-1998

Slægts- og Lokal-historisk Forening har skiftet navn

Grenaa Blad logo

Slægts- og Lokalhistorisk Forening har afholdt generalforsamling i Ældrecentret Posthaven i Grenaa, og ved denne lejlighed besluttede man at ændre foreningens navn fra Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Nørre-, Sønder- og Mols Herreder til Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland.

Baggrunden herfor er et ønske om at gøre navnet lidt kortere og lidt mere mundret. Det geografiske område, som foreningen dækker, er fortsat det samme som hidtil.

Bestyrelsen fremlagde endvidere nye vedtægter, hvis væsentligste ændringer er, at regnskabsåret fremover følger kalenderåret, og at den årlige ordinære generalforsamling skal afholdes i februar måned i stedet for i oktober. Generalforsamlingen vedtog ændringerne. Formanden Ib Asmussen, Grenaa, aflagde beretning, og denne blev også godkendt af generalforsamlingen. På valg til bestyrelsen var Anni Reintoft, Øksenmølle, og Leif Ryttertoft, Grenaa, og begge opnåede genvalg til bestyrelsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000