12-10-1998 |
|
Kattegatcentret i Grenaa kan se tilbage på endnu en travl sommer |
![]() |
Kattegatcentret i Grenaa kan se tilbage på endnu en »sommer« med stor travlhed, fortæller Tine Edal og Lotte Olesen under rubrikken »Nyt fra reception og kiosk« i den seneste udgave af husavisen »Hajen«, der blandt andet sendes ud til alle medlemmer af støtteforeningen Kattegatcentrets Venner. I industriferien var stemningen i centret nøjagtig lige så hektisk som den plejer at være, og folk stod i kø fra »morgen til aften«.
- Alle tog det med godt humør, vejret til trods, men et par gange måtte vi ud med varm kaffe og saftevand til børnene - da regnede og blæste det alligevel for meget, fortæller Tine Edal og Lotte Olesen.
En stor del af gæsterne i juli måned var nordmænd, mens tyskernes ferie i år har været forskubbet til ud på sensommeren, hvilket Kattegatcentret så har kunnet drage fordel af i august/september.
- Aktiviteterne hver time har igen været populære, og vores nye havbiologiske tur med fiskekutteren M/S Anne Hviid er ligeledes blevet godt modtaget, og vil formentlig være på programmet igen til næste år. Også her i efterårsferien vil der selvsagt være ekstra aktiviteter på programmet. I dagene fra lørdag den 10. til søndag den 18. oktober har vi således åbent hver dag fra 10-17, og vi glæder os til at se en masse glade gæster i ferien, skriver Tine Edal og Lotte Olesen, der runder deres orientering af med to små »perler« fra sommeren 1998:
- Mads på 4 år kommer ind i receptionen, og vi spørger, om han er blevet væk. »Nej da«, svarer han, »det er farmor og farfar, der er blevet væk!«.
En anden dreng, der er blevet væk: Vi spørger ham, hvad han hedder? »Fars dreng«, svarer den lille gut, og det må vi så annoncere over højtalerne, slutter de deres sommerberetning.
Ekstra rabat på skolebesøg for Djurslands skoler
I bladet kan man endvidere læse sig til, at centrets Skoletjeneste har et godt tilbud til skolerne på Djursland. På opfordring fra lærere, som har ønsket at at kunne både starte og afslutte et undervisningsforløb på Kattegatcentret uden at belaste ekskursionskontoen unødigt, har centret indført en ekstra rabatordning for skolerne på Djursland. Rabatten er sat sådan sammen, at den inkluderer to besøg af samme klasse indenfor et halvt år og indenfor samme skoleår. Klassen skal kun betale entré den ene gang. Der er således gratis entré for klassen ved det andet besøg. Begge besøg skal aftales på én gang, og centrets Skoletjeneste skal indgå ved mindst ét af besøgene. Ordningen kører foreløbigt som et forsøg i indeværende skoleår. Bliver den en succes, kører den videre, lover lederen af Skoletjenesten Rikke Topholm.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000