12-10-1998

Infomøde om »INFO'en« - Grenaa IF's fritidstilbud med fokus på idræt og natur

Grenaa Blad logo

Den 1. april 1999 er det planen, at et helt nyt fritidstilbud kaldet »INFO'en« - med særlig fokus på idræts- og naturoplevelser for drenge og piger i alderen fra 10-14 år - ser dagens lys i og omkring Grenaa IF Fodbolds klubhus på Grenaa Stadion. Med udgangspunkt i de faciliteter, der findes i området omkring Grenaa Stadion, vil deltagerne få lejlighed til at prøve en lang række idrætsgrene: Indendørs såvel som udendørs, og traditionelle såvel som utraditionelle. Fritidstilbuddet har fået det blå stempel af Grenaa Kommune, der vil støtte ordningen med henved en halv million kroner om året under den forudsætning, at der er et tilstrækkeligt antal børn/forældre, der vil benytte sig af ordningen. INFO'en starter således med en normering på 35 børn, der hver især vil skulle betale 405 kroner om måneden for at deltage i ordningen svarende til udgiftsniveauet ved at være tilknyttet Enggårdens fritidstilbud. Torsdag den 22. oktober inviterer GIF interesserede forældre og børn til et informationsmøde om INFO'en i klubhuset på Stadion Allé i Grenaa.

Nytænkningen i INFO'en består i at kombinere idræt, natur og lektielæsning, og på infomødet vil man kunne få mere at vide om, hvilke idrætsgrene og naturoplevelser, der kan blive tale om. Der vil også blive fremsat et ønske om at hæve forældrebetalingen til 436 kroner pr. måned, idet der i ordningen indgår et mellemmåltid til at styrke krop og hjerne i forbindelse med de forskellige aktiviteter. På bemandingssiden forudsætter budgettet for INFO'en, der skal drives af GIF, men på baggrund af en kontrakt med Grenaa Kommune, at der skal ansættes en leder og en medhjælper plus vikardækning. Medarbejderne ansættes af GIF.

- Der udsendes i øjeblikket en pjece om det nye fritidstilbud til børn og forældre i den relevante aldersgruppe, og herefter er det nødvendigt at afvente tilmelding af de 35 børn og unge, som er forudsætningen for at ordningen kan køre. Når der så foreligger 35 tilmeldinger, skal der ansættes personale, og når personalet er ansat forestår de praktisk gøremål med den fysiske etablering - herunder tilrettelæggelse af daglige rutiner, forældrekontakt, udarbejdelse af uge- og dagsplaner, indkøb af materiel med videre, fortæller formanden for GIF Fodbold, Jørgen Steffensen, i den seneste udgave af klubbladet »1/2-Legen«.

- På denne baggrund er det næppe realistisk at forestille sig start af INFO'en den 1. januar 1999, men nok snarere i løbet af 2. kvartal af 1999. Hvis det kan lade sig gøre, synes vi egentlig også, at det er ganske godt gået, og det skal ikke skjules, at vi i Grenaa Kommune har haft en utrolig velvillig indstillet samarbejdspartner - det være sig fra forvaltningens såvel som Børne- og Ungdomsudvalgets side. Kommunen har således som den første af slagsen i hele Østjylland været med til at etablere et helt nyt fritidstilbud, siger Jørgen Steffensen, der har arbejdet tæt sammen med kommunens fritidskonsulent, John Eliasen, omkring arbejdet med budgetlægning og udarbejdelse af kontrakt mellem GIF og Grenaa Kommune.

Pjecen om det nye fritidstilbud og det forestående infomøde, er allerede sendt ud til medlemmerne af GIF Fodbold via klubbladet, men det er værd at understrege, at ordningen er for alle 10-14-årige - uanset klubtilhørsforhold og uanset om man i forvejen er medlem af en klub/forening eller ej.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000