02-03-1998

Grenaa Havn inviterer Bjørn Westh og folketingets trafikudvalg til Grenaa

Grenaa Blad logo

Vedr. Århus Miljøgruppe M97´ skrivelse til trafikminister Bjørn Westh.

Da Århus Miljøgruppe M97 offentligt har inddraget Grenaa Havn i debatten om udvidelsen af Århus Havn til trods for, at udvidelsesplanen er endelig godkendt, skal Grenaa Havn i det følgende redegøre for sin holdning til Miljøgruppe M97´s stillede forslag.

1. Grenaa Havn driver en sund havnevirksomhed uden offentlig støtte og vurderer, at effekten af den frie konkurrence mellem havnene og Grenaa Havns unikke beliggenhed på sigt vil udligne størrelsesforholdet mellem Århus Havn og Grenaa Havn. Dette understøttes af de procentvise stigninger i havnenes godsomsætninger, hvor Grenaa Havns vækst ligger over gennemsnittet i de danske havne.

2. Af planlægningsmæssige hensyn vil Grenaa Havn tage initiativ til at invitere trafikministeren og folketingets trafikudvalg til gennemgang og besigtigelse af Grenaa Havns muligheder - ikke mindst i relation til havnens beliggenhed i forhold til Sverige og Baltikum.

3. Såfremt Århus Havn og Århus selv ser en fordel ved at samarbejde med Grenaa Havn, vil Grenaa Havn ikke stille sig i vejen for at tilbyde sine faciliteter og muligheder og herunder eventuelt indgå i et nærmere defineret samarbejde.

4. Såfremt brugere, der i dag anvender Århus Havn, ønsker at anvende Grenaa Havn, er dette allerede i dag en reel mulighed. Ønskes det, skal og kan Grenaa Havn derfor løse de fleste opgaver allerede i dag.

5. Grenaa Havn ønsker ikke i forbindelse med opgavedeling at give afkald på brugere, herunder containerrederier, som ønsker at anvende de fordele, der er ved at benytte Grenaa Havn.

6. Som foreslået af Miljøgruppen M97 deltager Grenaa Havn gerne i infrastrukturudvalget, såfremt Trafikministeriet anmoder havnen om det.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000