02-03-1998 |
|
Børnehaverne ved Søndenå holdt 30 års fødselsdagsfest i sidste uge |
![]() |
Der var fest og glade dage i de to børnehaver overfor Søndenå Butikstorv i Grenaa tirsdag i sidste uge. Både Børnehaven Søndenå og Børneinstitutionen Åkanden kunne denne dag nemlig begge fejre 30 års fødselsdagsfest, og det skete med en vis stil. »Søndenå« havde således formået at få Grenaa Brandvæsen til at kigge forbi med to brandbiler, hvilket vakte stor jubel blandt de små. Ikke mindst da brandfolkene lavede et »snelandskab« på legepladsarealet i form af kaskader af skum, som de små fik lov at vælte sig rundt i i bestræbelserne på at finde de brik-juicer, som personalet havde kastet ud i »sneen«. Hos »Åkanden« fik man besøg af »Cirkus Ib«, der kom helt fra Skagen for at underholde børnene. I begge institutioner blev børn og voksne trakteret med store fødselsdagsmenuer. Hos »Søndenå« blev der spist kyllingelår, salat og flutes, mens »Åkande-børnene« smovsede i pølser og pomfritter. Begge steder med is som dessert. Menuerne havde børnene selv bestilt. Om eftermiddagen blev der også guffet, idet en kæmpestor
kagemand og en ligeså stor kagekone ankom til institutionerne, der samtidig havde åbent hus for børnenes familier.
Begge institutioner er opført i 1968 af Dansk Røde Kors. For cirka 15 år siden overgik de begge til kommunal drift. Både »Søndenå« og »Åkanden« er på hver sin måde lidt specielle i forhold til kommunens øvrige daginstitutioner. »Søndenå«, der er en ren børnehave, åbner en halv time tidligere og lukker en halv time senere end alle de øvrige institutioner for at tilgodese forældre med et sådant behov. »Åkanden« er for sin del en integreret institution med børn i alderen fra 0 til 6 år. Der er altså både vuggestue- og børnehavebørn i »Åkanden«, og det specielle er, at et vuggestuebarn nu kan blive i institutionen indtil skolen kalder, idet man blot rykker igennem de tre aldersgrupperinger i »Åkanden«. Tidligere var der ingen garanti for, at et vuggestuebarn også kunne blive et børnehavebarn i »Åkanden«.
Og som sådan kunne de to daginstitutioner altså fejre 30 års fødselsdag tirsdag i sidste uge - med skum på!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000