02-03-1998 |
|
Stort rykind da Voldby Plejehjem afholdte Åbent Hus-arrangement |
![]() |
Næsten to år skulle der gå før 12 beboere plus de ansatte på Voldby Plejehjem kunne »vende hjem« ovenpå den voldsomme brand den 7. marts 1996, der raserede en hel værelsesfløj og sendte de 12 psykisk udviklingshæmmede beboere og deres hjælpere i et ufrivilligt eksil i to barakker i flygtninglandsbyen i Ørum. Et længere politisk tovtrækkeri i Nørre Djurs skulle der til før plejehjemmets fremtid atter var sikret, og fredag den 20. februar fejrede man genopbygningen af værelsesfløjen og opførelsen af en helt ny tilbygning med et Åbent Hus-arrangement, der trak henved 350 gæster til plejehjemmet i Voldby, der drives som en selvejende institution.
En forsikringssum og kommunegaranterede lån har sikret Voldby Plejehjem for cirka 7 millioner kroner nye, indbydende lokaliteter, der blandt andet inkluderer otte nye værelser - alle med badeværelse og entré - til beboerne og en betragtelig udvidelse af fællesarealerne på hjemmet. Og selv om ventetiden har været lang, så har det været det hele værd, fortæller forstanderen Gudrun Laursen.
- Vi har fået nogle flere kvadratmeter at boltre os på, hvilket også betyder, at alle beboere nu har fået store værelser. Og det skal ingen hemmelighed være, at vi er meget tilfredse med resultatet. Både personalet og beboerne synes, at vi har fået nogle meget fine forhold, siger Gudrum Laursen, der har været forstander på stedet siden 1984.Et hjem - ikke en institution!Hun glæder sig også over, at man trods de nye lokaliteter, fortsat kan kalde stedet for et hjem for beboerne - og ikke en institution.
- Det er en helt bevidst målsætning vi har, og derfor har vi heller brugt ret mange penge på nye, smarte møbler. Vi holder det hele i en lidt gammeldags stil, som gør, at beboerne helt klart opfatter det som deres hjem, og de har været meget glade for at vende tilbage igen - ikke mindst dem, der har været her i mange år. Ham, der har været her længst, har således været her siden 1963, siger Gudrun Laursen, der i øjeblikket søger midler fra forskellige fonde til indkøb af maskiner, inventar og kunst på væggene. I forbindelse med Åben Hus-arrangementet havde kunstneren Morten Skovmand stillet en del af sine værker til rådighed, men de var kun til låns og leje, omend Gudrun Laursen har udset sig ét af værkerne til plejehjemmet.Luftfotografi som en gave fra håndværkerneEllers glæder hun sig til, at malerarbejdet udvendigt bliver tilendebragt. Hele plejehjemmet bliver malet i en Skagens-gul farve, og til sommer, når træer og buske grønnes og haven står i fuldt flor, vil der på håndværkernes foranledning blive taget et luftfoto af Voldby Plejehjem. Et fotografi, der naturligvis skal hænges op i stort format på hjemmet, der i byggeperioden også har undergået en stor grad af brandsikring via blandt andet røgalarmer, så man undgår en lignende situation, som den for næsten præcis to år siden, hvor en beboer kom for skade at starte en brand, der på grund af uheldige omstændigheder udviklede sig voldsomt, og kun vanskeligt lod sig slukke. Heldigvis skete der ikke tab af menneskeliv ved branden.
Byggestarten var i forsommeren sidste år, og ventetiden er nu et overstået kapitel.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000