14-07-1997

Den frivillige kirkevagt

Grenaa Blad logo

Den frivillige kirkevagt er indført fra maj til september af hensyn til turisterne.

Her skriver Niels E. Jensen om de erfaringer den frivillige kirkevagt har.

Blev som tilflyttet nypensioneret statstjenestemand kontaktet af den frivillige hjælpetjeneste, som åbenbart mente, at tiden kunne falde lang for den, der efter mere end 40 års aktiv tjeneste måtte indstille sig på mere hobbybetonede aktiviteter.

Efter nøje overvejelser accepteredes det så, at medvirke som kirkevagt ved Grenaa kirke fra maj til september med en formiddag om ugen. Lad det så være med baggrund i, at jeg i min ungdom har kendt de tidligere Grenaa præster Kaarsbo og Edvard Pedersen, der som bekendt også har haft embeder i Nordjylland.

Af frygt for, at der måske ingen besøgende ville komme, aftalte min hustru og jeg at dele en vagt, så vi ihvertfald havde hinandens selskab. Vor bekymring var heldigvis ubegrundet, idet der i turistsæsonen godt kan komme 100 besøgende på de to formiddagstimer, hvor vi har vagten. Flere af gæsterne er turister, der er kommet sejlende til byen i eget skib, og her må vi ofte føle, at vi går turistkontoret i bedene, når der bliver spurgt om seværdigheder ikke alene i byen, men også i omegnen. Så er det en fordel, at have tilbragt en del af ferierne på denne egn gennem næsten 50 år. Hvem er så de gæster, der besøger kirken? Ja vi har talt med personer fra mange forskellige lande, bl.a. fra Japan, Australien, Italien, Spanien o.s.v., men svenskere, nordmænd og tyskere udgør nok hovedparten af de udenlandske gæster. Det er vort indtryk, at mange af såvel de danske som de udenlandske gæster har et godt kendskab til kirker og til dansk kirkearkitektur. Kirkens altertavler bliver ofte beundret. I den forbindelse stilles ofte spørgsmålet, om Christian den Fjerde havde speciel tilknytning til Grenaa, da hans monogram ses på altertavlen. Når det så bliver forklaret, at altertavlen i 1619 på bestilling af denne konge blev skåret til Holmens Kirke i København, men i 1661 solgt til Grenaa Kirke, så bliver den studeret nøjere, for man vil se, om den uden videre kunne passe til kirken her.

Et andet ofte stillet spørgsmål er, hvem den Søren Kanne var, der var placeret på Torvet. Så er det heldigt, at Steen Steensen Blicher var en af barndommens yndede forfattere.

Det er dog kun et fåtal af gæsterne, der henvender sig for at få nærmere oplysninger om kirken og byen. De fleste går stille rundt og betragter altertavle, prædikestol og glasmalerier. Enkelte finder det vist upassende, at det danske flag ses på prædikestolen, men Grenaa-snedkeren Niels Jensen Kock, der fremstillede den i 1650 har sikkert gjort det i en god mening.

Da der er flere »søfolk« blandt gæsterne, bliver kirkeskibet »Blå Hejren« ofte beundret og kommenteret. Udlændinge stiller tit det spørgsmål, hvorfor der hænger et skib i danske kirker, noget man åbenbart ikke ser i sydeuropa. Her har Arne Jakobsens forklaring til kirkevagterne hidtil reddet os fra at komme på glatis.

Det kan beklages, at det er nødvendigt med vagt i de åbne kirker, men hellere det, end at andagtssøgende og turister skal stå og rykke i en låst kirkedør. Derfor må det håbes, at der fortsat vil være frivillige til at tage denne vagt.Agnethe og Niels E. Jensen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000