Grenaaportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Fodbold – Danmarksserien herrer: GIF fik point i svær udekamp

Lidt overraskende, men fuldt fortjent lykkedes det Grenaa IF's Danmarksseriehold at opnå uafgjort og dermed et point i onsdagens svære udekamp mod rækkens nr. fem, Skovbakken. Resultatet på Vejlby Stadion blev 2-2 efter, at GIF havde ført 1-0 ved pausen.


Daniel Galler scorede det udlignende mål til 2-2, da GIF lidt overraskende - men fuldt fortjent - sikrede sig det ene point mod Skovbakken på udebane onsdag aften i sidste uge. Arkivfoto: CC Foto v/ Carsten Christensen
Af Mogens Q. Sloth

GIF spillede en glimrende 1. halvleg. En god start med et mål i det 4. minut ved Christian Fritze på hovedstød efter et frispark fra Mikkel Stær gav tydeligvis GIF'erne selvtillid, og i den næste halve time spillede holdet noget af det bedste i hele forårssæsonen. GIF kunne have ført både 2-0 og 3-0, hvis chancerne var blevet udnyttet. GIF's forsvar holdt Skovbakkens angribere i en skruestik og det i den grad, at Skovbakkens træner, Per Agerskov (tidligere Grenaa IF), i det 36. minut valgte at udskifte en af sine frontangribere.
– Vi stod virkelig godt i vores forsvar og fik afvist næsten alle deres angreb bortset fra slutningen af halvlegen, hvor de blev farligere, fortæller GIF-træner Brian Engelund.
I 2. halvleg ændrede kampen karakter. Skovbakken satte sig på spillet og fik udlignet til 1-1 i det 7. minut ved Thomas Larsen på hovedstød efter hjørnespark. Skovbakken fortsatte presset og bragte sig seks minutter senere foran 2-1 ved Tor Kristensen efter en returbold, hvor GIF-forsvaret ikke fik sparket væk i tide.

GIF udnyttede en udvisning

I det 25. minut blev Skovbakken reduceret til 10 mand, da Jesper Højlund blev udvist efter sit andet gule kort. Herefter fik GIF lagt et godt pres på hjemmeholdet, og i det 28. minut udlignede Daniel Galler til 2-2 på hovedstød efter et indlæg fra ynglingespilleren og debutanten Morten Hjort. Det var Gallers femte sæsonmål. Også en anden ynglingespiller, Patrick Anesen, fik GIF-debut. Søren Johanson og Simon Sørensen måtte sidde over på grund af karantæner, og alderspræsidenten på GIF's meget unge hold var således den 26-årige Rasmus Wetche. Mod slutningen af kampen fik GIF ikke tilkæmpet sig det overtag, der kunne forventes med en mand i overtal. Tværtimod var det Skovbakken, der sendte næsten alle mand frem i en offensiv for at score sejrsmålet, men GIF holdt stand.
– Som kampen alt i alt formede sig, var det trods alt fint for os med et point, sagde GIF-træner Brian Engelund.
Christian Fritze, der har det med at spille bedst på udebane, blev kåret til dagens GIF'er.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam