I Århus Stiftstidende 2. januar skrev formand for Danmarks Idræts-Forbund Niels Nygaard under overskriften »Fysisk aktivitet gør børnene klogere«, at daglig fysisk udfoldelse betyder meget for børns indlæring. Her følger den nye undervisningsminister op.
"Det er et vigtigt budskab, som jeg vil bringe med mig i den kommende tids drøftelser om, hvordan vi sikrer en fagligt stærk folkeskole for alle. Jeg har også et godt samarbejde med kulturminister Uffe Elbæk om, hvordan vi kan støtte idræt og bevægelse også i skolen
Vi ved, at de sundhedsmæssige gevinster ved daglig fysisk aktivitet og motion betyder meget for børns helbred og trivsel - både nu og senere i livet. Idræt, sport og leg spiller en væsentlig rolle, når børn skal udvikle alsidige kompetencer og evner til at indgå i sociale fællesskaber.
Idrætsundervisningen i folkeskolen handler om langt mere end blot at få pulsen op. Det handler også om holdsport og fællesskab. Det handler om konkurrence, fairplay og tolerance - alt sammen væsentlige værdier.
Rigtig mange daginstitutioner, SFO´er og skoler har de senere år arbejdet målrettet med at integrere idræt og fysisk aktivitet i børnenes hverdag. Og der er mange gode erfaringer at bygge videre på.
Også på erhvervsskolerne er der spændende forsøg med idræt, boksning, fitness og andre typer af fysisk udfoldelse, som har vist overbevisende resultater med at fastholde også frafaldstruede elever, så de gennemfører deres erhvervsuddannelse.
Vi arbejder for et bredt samarbejde på skoleområdet, og det er dejligt, at Danmarks Idræts-Forbund vil være med.
Jeg vil i det nye år invitere blandt andre idrætsforeningerne til en snak om, hvordan vi fremadrettet kan arbejde med at udvikle en ny strategi rettet mod børn og unge, så de bliver mere fysisk aktive også direkte i skolerne."
Kilde: Christine Antorini, Børne- og undervisningsminister (S), i Stiften torsdag d. 5/1.
/Bjarke.