Nytårsudtalelse fra formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Norddjurs.
"Børne- og ungdomspolitikken får ofte stor opmærksomhed. Det er godt. Kommunalpolitikere får ofte opmærksomhed på området. God eller dårlig? – døm selv. Jeg vil benytte årsskiftet til at sige tak for indsatsen til nogle, som fortjener opmærksomhed: Vore ansatte i børne- og ungdomsverdenen i Norddjurs. I skole, forvaltning, dagpasning og i anden børneindsats udføres et rigtig vigtigt arbejde.
Tak også til et mylder af forældre og elever for en engageret indsats.
En særlig tak til elevråd samt bestyrelserne i skoler, børnebyer og distrikter.
I får masser af udfordringer også i 2012. Men der kommer også resultater af initiativer, vi har sat i gang: Børnebyerne dannedes i 2011. Skole og dagpasning samles nu fysisk i Glesborg, Ørsted og Trustrup-Lyngby. Folkeskolerne fastholdes, men overbygningsklasserne samles yderligere i Grenaa og i ”Vestlandet”. Samling af overbygning i Auning starter med de kommende 7. klasser. På en måde så Allingåbroskolens erfaringer inddrages bedst og snarest muligt, og så børnene undgår ekstra skoleskift. Grenaa får nytænkning med en ren overbygningsafdeling på Søndre Skoles matrikel foruden overbygningen på Vestre Skole.
Vi udformer i 2012 en samlet strategi for folkeskolens overbygning, og vi vil styrke ungdomsuddannelsesmiljøerne. Specialundervisning går ind i et år, hvor koblingen af pædagogik og økonomi skal stå sin prøve.
Dagpasningsområdet oplever for første gang en (lille) opnormering samt overførsel af ressourcer sparet på ledelse og administration.
Vi går i gang med planlægning af en ny, samlet institution i Grenaa ved Østre Skole og et sted i Auning til erstatning for Nyvang og Skovvang.
Indsatsen for børn og unge i knibe har vi holdt under overvågning i nu halvandet år. Nye, lokale tilbud i Grenaa skal køres ind. Vi fortsætter med at følge børn og indsats nøje, og velfærdsforvaltningens indsats overfor voksne og børn i knibe bliver nu mere samordnet.
Til foråret skal kommunalbestyrelsen færdiggøre en samlet politik for inklusion af børn fra vugge til ungdomsårene. Her bliver tidlig indsats et vigtigt element for vore børnefællesskaber.
Godt nytår 2012."
Kilde: Mads Nikolajsen (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Norddjurs, i Lokalavisen d. 30/12-11
/Bjarke.