En mand fra Randers sender i dag følgende opfordring til lokale fagforeningsfolk om at arbejde for at beholde danske arbejdspladser i landet:
”Det er modigt og klogt gjort – som omtalt i avisen tirsdag – at bl.a. tillidsmanden Hans Jørgen Klit, Dansk Metal, fra Leca-værket syd for Randers, nu angriber regeringen for at svigte danske arbejdspladser ved femdobling af afgiften på luftforurening.
I stærke vendinger som overraskelse og skuffelse over ”vore egne folk, der gambler med vores arbejdspladser", sender han et stærkt signal fra ”manden på gulvet”, hvis fremtidige eksistensgrundlag han er i fare for at miste, for at regeringen kan opfylde en aftale med Enhedslisten i finansloven.
Det groteske er i øvrigt, at NOX-afgiften ikke føres tilbage til erhvervslivet, som f.eks. CO2-afgiften gør, så det er udelukkende og kun en skat med konkurrenceforvridning i forhold til produktion i udlandet.
Når skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) arrogant blot udtaler, at han da er ligeglad med, om virksomhederne producerer i Danmark eller i udlandet, så er det et synspunkt fra en teoretisk rød regering milevidt fra en virkelig dansk arbejdsplads.
Hvor er opbakningen fra den lokale formand Henrik Leth fra Dansk Metal, der på sin hjemmeside kalder fagforeningen for ”en stærk partner”. Du har tidligere ved mange lejligheder kritiseret den tidligere regering, men du er åbenbart tavs nu, ligesom det lokale folketingsmedlem Torben Hansen (S).
Må jeg være så frimodig at sætte spørgsmålstegn ved solidariteten med sine egne og med det danske samfund.”
Kilde: Skrevet af Arne Erikslev fra Randers i Randers Amtsavis d. 23. december.
/Bjarke & Rex.