I dag bringer vi endnu et indlæg i den verserende debat om efterlønnens afskaffelse:
”SF`eren Ann S. Pedersen forsøger i Amtsavisen d. 1. juni at skræmme læserne til at tro, at nedslidte og syge mennesker nu skal piskes til at arbejde på grund af dén tilbagetrækningsreform, som regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale er enige om. Det er noget sludder. Hvis man søger den såkaldte seniorførtidspension, får man svar inden for seks måneder, og man skal ikke i arbejdsprøvning.
I øvrigt er det tragikomisk, at Ann S. Pedersen skriver, at ”muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet er til stede for alle, er velfærd”. Først og fremmest har vi altså en udfordring i, at vi bliver stadigt ældre, og så er det store årgange, der står overfor pension, og små årgange, der er klar til at træde ind på arbejdsmarkedet. Hvis vi skal have råd til vores velfærdssamfund, så skal der altså være sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Jeg vil personligt hellere arbejde to år mere end at for eksempel forholdene for vores ældre på plejehjem eller sygehusvæsenet skal forringes.
Desuden har S og SF intet imod en højere tilbagetrækningsalder. I S og SF`s såkaldte ”Fair Løsning” står der på side 51: ”en nyfødt anno 2010 kan forvente tidligst at gå på efterløn som 68,5-årig og folkepension som 73,5-årig”. Det virker ikke særligt solidarisk på mig at skubbe aben, for at store generationer inden for få år står over for pension, over på de kommende generationer. Jeg har ikke børn endnu, men jeg ville aldrig kræve noget af mine børn, som jeg ikke selv var villig til at gøre.”
Kilde: Skrevet af DF-folketingskandidat Anders Vistisen i Randers Amtsavis d. 7. juni.
/Bjarke & Rex.