For et stykke tid siden bragte vi et indlæg fra Venstres gruppeformand i kommunalbestyrelsen i Norddjurs. Han får i dag svar fra den ansvarlige udvalgsformand:
”Venstres gruppeleder Hans Husum når højderne i overdrivelse, når han i Stiften og Grenå Bladet skriver, at der fosser 30 millioner ud af kommunekassen pr. år. Husum mener, at vi har alt for mange skoler i Norddjurs. Men bruger tal uden dokumentation og sammenhæng.
Ifølge seneste skolestrukturrapport (2009) kan der spares ca. 21 mio. pr. år ved at lukke en skole i Grenå samt Glesborg, Langhøj og Toubro, i alt 4. Man skal lukke i hvert fald seks skoler for at nå Husums tal. Er dét så, hvad V vil?
I stedt for lukning samler vi små skoler, daginstitutioner og dagpleje i børnebyer i landdistrikterne. Dét sker fra august. Børnebyens fleksible skole kan give børnene de optimale muligheder dér. Jeg vil opfordre V til at arbejde positivt for dén proces. Næste store opgave bliver at udvikle vore overbygninger uanset den stramme økonomi, vi har i Norddjurs. Vores struktur med fødeskoler og overbygninger var V med til at vedtage. Vi kan bygge videre på den og på de erfaringer, skolerne har hentet allerede. Yderligere IT-udbygning, mere samarbejde med ungdomsuddannelserne, nye pædagogiske erfaringer med inklusion samt revurdering af skolebygninger og –indretning. Børne- og Ungdomsudvalget har derudover foreslået, overbygningen på Grenå Østre Skole flyttes til Søndre Skole. Jeg opfordrer V til at gå positivt ind i processen. Det er et paradoks, at V er uhyre kritisk i skolepolitikken, men intet V-medlem ville påtage sig at arbejde i Børne- og Ungdomsudvalget. Udvalget har netop været på studietur og mødt spændende skoler og uddannelsesprojekter. Der er inspiration at hente udefra og hos vore egne skoler. Jeg håber, at alle partier og lister kan samles om at styrke folkeskolens overbygning.”
Kilde: SF-udvalgsformand Mads Nikolajsen fra Børne- og Ungdomsudvalget i Norddjurs i Amtsavisen d. 25/5.
/Bjarke & Rex.