Torben Hansen fra Randers fortæller hér om, hvorfor efterlønnen nødvendigvis skal bevares:
”Det er ikke en nødvendighed hverken at forringe eller afskaffe efterlønnen – det er et politisk valg. Fredag d. 13. maj fremlagde regeringen, de radikale og Dansk Folkeparti deres tanker om, hvordan de mener, efterlønnen skal se ud fremover. De løftede sløret for en lille, presset model, der vil betyde forringelser for hundredtusindvis af mennesker i Danmark. Både kommende efterlønnere og kommende folkepensionister. Socialdemokratiet vil ikke forringe efterlønnen og folkepensionen. Hele 83% af efterlønsmodtagerne er enten ufaglærte eller kortuddannede, og hovedparten har haft hårdt arbejde i rigtigt mange år.
Alene hér i Randers-området er der mange efterlønnere. Mange mennesker i området har gavn af en ordning, der giver en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet i slutningen af arbejdslivet.
Den forhindrer, at man skal være fuldstændigt nedslidt, før man kan få lov til at trække sig tilbage, så man stadigvæk har mulighed for at leve et aktivt liv, efter arbejdslivet stopper. Dét er der mange, der nyder godt af. Heldigvis for dét. ”Efterlønnen giver ældre nedslidte medarbejdere mulighed for at forlade arbejdsmarkedet lidt tidligere, end de ellers ville kunne gøre. Det er buschaufføren, kassedamen, smeden, mekanikeren, bankassistenten, hjemmehjælperen – alle de arbejdsgrupper, som oplever, at hverdagen bare bliver for hård og stressende, efterhånden som man kommer op i årene”.
Dét mener Pia Kjærsgaard, eller dét mente hun i hvert fald for et år siden. Ovenstående citat er nemlig hendes. Derfor kan det undre, at DF er villige til at ofre efterlønnen for at få styrket Told & Skats muligheder for at holde øje ved grænsen. Især, fordi de da bare kunne have spurgt os. Socialdemokraterne er helt enige i, at det er vigtigt med en effektiv og velfungerende toldkontrol. Derfor har vi ved de seneste 2 finanslovsudspil foreslået at øge midlerne til SKAT for at få en markant øget toldindsats ved grænsen. Dansk Folkeparti har i dén grad købt katten i sækken. De har solgt efterlønnen for noget, de kunne have fået, hvis de bare havde spurgt. Der må være en grænse – også bogstaveligt talt – for Dansk Folkepartis hykleri. Dansk Folkeparti har i 10 år været med til at forringe forholdene for dette samfunds allersvageste. Husk bare på halveringen af dagpengeperioden, forringelse af uddannelsesmulighederne for ledige, voldsomt forringet mulighed for genoptjening af dagpengeret, nej til ophævelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpengene m.m. Efterlønnen er ikke det første, de har ofret. Når folketingsvalget kommer, håber jeg, vælgerne vil være med til at sikre, at det bliver det sidste.”
Kilde: Skrevet af S-arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen i Randers Amtsavis d. 18. maj.
/Bjarke & Rex.