En leder fra Århus skriver i dag om sine overvejelser om et velfærdssamfund, der ikke har råd til at hjælpe dem, som trænger:
”Jeg har dyb respekt for, at vi har økonomiske nedgangstider og ustabilitet. Vi har et fælles ansvar for at medvirke til, at enderne nÃ¥r sammen. Ingen tvivl om dét, men jeg er meget berørt af retorikken i beskrivelserne af Ã¥rsagerne til krisen.
Overskrifterne dømmer det specialiserede socialomrÃ¥de, sÃ¥rbare børn og unge og specialundervisningen som skurkene, der dræner de offentlige budgetter. AltsÃ¥ borgere med medfødte handicaps, borgere, der pÃ¥drager sig en hjerneskade, borgere, der fÃ¥r en sindslidelse, børn der vokser op i hjem, hvor man ikke fuldt ud magter forældreopgaverne – borgere der bruger meget energi pÃ¥ at klare mest muligt selv.
Jeg skammer mig over, at de bliver konfronteret med, at det faktisk er deres skyld, at de kommunale budgetter ikke når sammen.
Jeg vil opfordre til, at vi ser på den økonomiske situation nationalt og globalt som generel svækket økonomi, der kræver en indsats, men at vi samtidig bevarer hoved og hjerte intakte.
Vi kommer først rigtigt i krise og bliver fattige, hvis vi forfalder til at mene og udtrykke, at det er fordi, for mange vil have for meget. Jeg har i mange år haft mit daglige virke blandt særlige mennesker. Jeg har ikke mødt en eneste, der har jublet over at have brug for hjælp, støtte, offentlige ydelser, afprøvninger m.v. INGEN.
Kan vi ikke i fællesskab tage ansvar og anerkende og respektere, at der er nogle, der har brug for hjælp, men desværre har samfundet lige nu ikke råd til at give dem de levevilkår, de har behov for. Dét beklager vi.
SÃ¥ kan vi i fællesskab have den mellemmenneskelige respekt intakt og stÃ¥ sammen om at medvirke til, at ændrede vilkÃ¥r ikke ogsÃ¥ behøver skabe menneskelig krise og fattigdom.”
Kilde: Skrevet af bostøtteleder Anna Grethe Mikkelsen fra Hadsten i Århus Stiftstidende d. 27. marts.
/Bjarke & Rex.