En lokal arkitekt beder i dag om, at Viden Djurs holder sig fra at lave flere pavillonbyggerier i Grenå Plantage:
”I Lokalavisen i sidste uge kunne man på forsiden læse om Viden Djurs' vokseværk, og at der er planer om 50 flere collegepladser i pavillonbyggeri ved Grenå Idrætscenter. I forvejen ligger der på Ydesvej – overfor skovbørnehaven – et tvivlsomt college i nogle tilfældigt placerede pavilloner uden nænsom tilpasning til en placering i en bynær plantage.
Vi vil gerne forskånes for flere af den slags intetsigende discountløsninger, som pavillonbyggerier er.
Man kan endvidere konstatere, at dén slags pavillonløsninger hér i kommunen har en tendens til at blive permanente løsninger.
Og husk, at opførelse af alt pavillonbyggeri nu er omfattet af det nye Bygningsreglement 2010, og at energikravene heri skal være opfyldte.
Så – nej tak til flere pavilloner i Plantagen. Vi vil også gerne have fjernet dem, der allerede har stået der i to år.”
Kilde: Skrevet af Jørn Juul Sørensen fra Grenå i Lokalavisen d. 22. februar.
/Bjarke & Rex.