En vedholdende modstander af naboskab med vindmøller skriver følgende kommentar til det forrige indlæg:
”Syddjurs Kommunes planer om at placere havvindmøller på landjorden er et kraftigt indgreb i privatlivets fred for de nærmeste naboer.
Som den socialdemokratiske gruppeformand i Favrskov Kommune, Erling Kvist Andersen, udtrykker det i Århus Stiftstidende/Amtsavisen d. 11. februar: ”Borgere, der i god tro har købt en ejendom et fredfyldt sted, skal ikke pludselig udsættes for vindmøller, der ødelægger deres liv”. Den lavfrekvente støj fra kæmpevindmøllerne forpester naboernes liv og er specielt slem om natten.
”Det er som at gå i seng med en tørretumbler”, som journalist Frode Muldkjær så malende beskrev det i Nordjyske d. 11. februar.
Det er 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, den lavfrekvente støj står på. Der er ikke noget at sige til, at menneskene i nærheden af kæmpevindmøllerne bliver syge af den i form af søvnforstyrrelser, stærk hovedpine, svimmelhed, irritabilitet, koncentrationsbesvær og tinnitus. Og selvfølgelig af en indestængt vrede over, at ens privatliv og ejendomsret krænkes med kommunens velsignelse.
Meget tyder på, at der skal være en mindsteafstand til nærmeste nabo på 2 kilometer fra kæmpevindmøller – i lighed med de svenske regler – for at undgå følgesygdomme af naboskabet. Indtil den nødvendige minimumsafstand er blevet afklaret ved lægevidenskabelige undersøgelser, bør der ikke igangsættes kæmpevindmølleprojekter tættere på naboer end 2 kilometer. At gøre dét ville svare til at frigive et medikament til salg, uden at det først var bevist, at det ikke var sundhedsskadeligt. Og hvem ville drømme om at gøre dét? Syddjurs Kommune kunne jo også vælge at følge Hedensted Kommunes eksempel og gå sammen med nabokommunerne om at undersøge mulighederne for at sende kæmpevindmøllerne til havs, hvor de rettelig hører hjemme. Så kunne fiskene få glæde af den grønne ordning, og vi kunne beholde vores privatliv i fred.”
Kilde: Skrevet af Lars Klottrup fra Hedeskov (og fork. af red.) i Randers Amtsavis d. 21. februar.
/Bjarke & Rex.