Vi skal ikke føle os helt alene her på Djursland. Partiet Fælleslisten er ikke en del af spareforliget i regionen, skriver en mand fra listen i dag:
”Det er ikke alle, der er lige hurtige. I Amtsavisen kunne man i tirsdags læse et læserbrev fra radikale Mogens Nyholm, medlem af Randers Byråd, under overskriften ”Kampen for Randers Sygehus kun lige begyndt”. Det er da noget sent, men selvfølgelig bedre sent end aldrig. Herovre i det nordvestjyske begyndte vi kampen for længe siden, mens man måske i Randers-området har følt sig for sikre, trods de kraftige nedskæringer af Grenå Sygehus, som nu helt skal lukkes trods dét, at man stadig ikke er færdig med den seneste ombygning for flere millioner. Nu er turen så også kommet til Randers Sygehus, som mærker sparekniven med fyringer og lukninger med mere for næsten 100 millioner kroner.
Og hér skal det radikale byrådsmedlem være opmærksom på, at det nok ikke bliver sidste gang, der skæres i Randers – stol trygt på dét – så i Randers kan man roligt kridte lakskoene og tage kampen op mod den tiltagende centralisering på hele sygehusområdet. Måske var det en idé for Mogens Nyholm at tage en snak med partiets enlige repræsentant i Region Midtjylland – han er nemlig med i dét sammensurium, der fører sparekniven.
Inden for de næste 5 til 10 år vil der i Region Midtjylland kun være tre akutsygehuse tilbage, nemlig Skejby, Viborg og Gødstrup, hvis det står til regionsrådsformand Bent Hansen og kompagni. Derimod vil Randers og Horsens blive reduceret til buffersygehuse, så der vil i fremtiden blive skåret ret så kraftigt af sygehuspølsen. Med hensyn til det rullende materiel i ragionen så kan det undre, at man i Randers har en lægeambulance, der kun ruller ud i ”kontortiden”, så i Randers og omegn må man kun blive syge eller komme til skade mellem kl. 8 og kl. 16.
Herovre har vi længe set skriften på væggen og dannet Fælleslisten – vi vil nemlig en helt anden vej end den politiske elite. Vores sundhedsvæsen er under voldsomt pres og vil i fremtiden lide endnu mere end i dag, hvis den socialdemokratiske regionsrådsformand Bent Hansen og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fører deres vilde projekter ud i virkeligheden, til stor skade for både borgerne i vest, midt og øst, – så der er al mulig grund til, at man også i Randers-området ruster sig til kamp.
Herovre i det nordvestjyske er vi i gang med kampen og vi støtter meget gerne op i kampen for Randers og Grenå – trods det fremskredne tidspunkt.”
Kilde: Skrevet af medlem af Fælleslisten Jens Erik Olsen fra Karup i Randers Amtsavis d. 11. februar.
/Bjarke & Rex.