En borger fra Randers drager i det følgende paralleller mellem livet i hønsegården og vores moderne samfunds hakkeorden:
”En lille anekdote fra mit liv som menneske. For Ã¥r tilbage boede jeg i et kollektiv. Der var en hønsegÃ¥rd, men ingen høns. Jeg besluttede sÃ¥, at dét skulle vi have.
Jeg gik hen til en lokal bonde og købte nogle høns, de fleste af en afstamning, der kaldes hvide italienere og en enkelt brun amerikaner. Det viste sig hurtigt, at de hvide var meget sky og løb skrigende bort, når jeg gik ind for at muge ud, mens den brune var meget tillidsfuld og endog lod sig klø i nakken, så den blev hurtigt min yndlingshøne.
En dag begyndte denne høne at tabe fjer, så jeg ville have fat i noget lekture om hønsesygdomme, men inden jeg nåede dette, gik de andre høns til angreb og hakkede den ihjel. Da det jo var min yndlingshøne, blev jeg vældig ked af det og gik hen til bonden, jeg havde købt dem af og spurgte ham, om hvad fanden det var, han havde solgt mig.
Han svarede, at det skam var deres natur, for hvis den nu gik hen og smittede alle de andre, var det bedre, hvis den døde, før dette skete. Min første bemærkning var, at så var det jo godt, vi var mennesker og ikke høns. En lærdom og leveregel, jeg har brugt siden.
Derfor bliver jeg dybt chokeret, nÃ¥r jeg erfarer, at vi i dag – i besparelsens navn – opvejer ””Gode” liv mod ”dÃ¥rlige” liv og allerede pÃ¥ forhÃ¥nd har bedømt, hvem der skal genoplives ved hertetilfælde og lignende. Det skal Ã¥benbart ikke være dem, som er økonomisk til last for samfundet, men kun ”gode” skatteborgere.
Nogle, der mange Ã¥r frem kan bidrage til statskassen og knokle, til de ikke kan stÃ¥ pÃ¥ benene mere. Om ikke andet kan vi prale med, at vi bor i verdens største hønsegÃ¥rd og skamme os over at kalde os mennesker.”
Kilde: Skrevet af Jan Weinkouff fra Randers i Randers Amtsavis d. 8. februar.
/Bjarke & Rex.
05/05 2023
