En norddjursk socialdemokrat har skrevet følgende skrækvision om det samfund, vi måske er ved at udvikle os til:
”Så holdt vi – et kort og klart udtryk, jeg har lært af en herlig dreng, som jeg har i skolen, hvor jeg arbejder. Han bruger det, når ting skal stoppe, og når han absolut har fået nok af noget.
Det er så let at udgyde lange, teoretiske tågetaler, som ingen rigtigt véd, hvad betyder i den praktiske virkelighed (økonomer – mediefolk – politikere).
Den konkrete praktiske dagligdag er noget andet.
Jeg synes, at undervisningsminister Tina Nedergaard skal i praktik som lærer i en klasse med 27 elever, hvor halvdelen har faglige, sociale og psykiske problemer at slås med. Dernæst i AKT-teamet som pædagog, hvor opgaven er at hjælpe de børn, der har det sværest. Og til sidst på en specialskole med ADHD og autismeproblematikker.
Lene Espersen skal i praktik som sosu- og rengøringsassistent og Lars Løkke som fisker og postbud, på cykel, i al slags vejr. Benedikte Kjær som socialrådgiver og sagsbehandler. Støjberg som arbejdsløs og murer og tømrer. Birthe Rønn som asylmedarbejder Lars Barfod som 60-årig politibetjent. Bertel Haarder som sygeplejerske, og der er flere praktikpladser at få såsom skraldemand, butiksansat m.fl. Varighed mindst et år og løn efter tariffen.
Efter praktikken i samråd med folk fra faggrupperne. Og til sidst evaluering på TV ”og hvad har vi så lært af dét?” Spørgsmålet er: Er politikere forandringsparate?
Sidst i 70`erne rejste jeg rundt i USA og så ældre mennesker sidde på trappesten og spise katte- og hundemad af metaldåser. Andre lå syge på WMCA og ingen fik lægehjælp, fordi de selv skulle betale. Resultatet af ingen offentlig sygesikring, ingen efterløn.
Skal dét være fremtiden i Danmark med en borgerlig regering?
NEJ, SÅ HOLDT VI!”
Kilde: Skrevet af førstesuppleant Marianne Gade (S) fra Norddjurs i Randers Amtsavis d. 1. februar.
/Bjarke & Rex.