Tak til
 






  
05/05 2023

Skidt gået, Bent Hansen !!!

Det er en lidt sælsom oplevelse at se de tre musketerer/marionetter Carl Johan Rasmussen, tidligere formand for sygehusudvalget i Århus Amt og tidligere borgmester i Hadsten; Gert Schou, tidligere borgmester i Grenaa; samt Flemming Knudsen, tidligere borgmester i Århus i et debatindlæg ”Opbakning til Bent Hansen” gå i brechen for Bent Hansen og lovprise hans måde og evner til at få gennemført budgetforhandlinger (læs nedskæringer) i Region Midtjylland.

Debatindlægget viser med al tydelighed hvorfor Gert Schou på det seneste har været meget ”vattet” i sine udtalelser.
Det viser samtidig at hans udtalelser om at ville kæmpe for sagen med næb og klør ikke drejede sig så meget om Grenaa Sygehus og Djurslands befolkning som om Bent Hansens centraliseringsideer.

Man skriver i debatindlægget at ”En harmonisering af serviceydelserne overfor regionens borgere skulle gradvis gennemføres”.

Det er ikke lige det vi ì Grenaa og på Djursland har oplevet.

Vor oplevelse er tværtimod en løbende forringelse af vore muligheder for at trække på de serviceydelser man som borger i Danmark med rette kunne forvente -- nærhed til sygehusbehandling og indlæggelse for ukomplicerede sygdomme / -skader samt at kunne trække på specialister på de store sygehuscentre ved alvorligere tilfælde.

Denne løbende forringelse startede allerede under Carl Johan Rasmussen i det gamle Århus Amt og er accelereret under Region Midtjylland hvor Bent hansen har stået i spidsen.

Da Bent Hansen, som formand for regionen, også er ansvarlig for de nedskæringer vi oplever i Midttrafik's rutenet, og dermed er ansvarlig for den skævvridning/forfordeling af mulighederne for borgerne på Djursland og andre yderområder for at anvende kollektiv trafik til uddannelsessted, arbejde, sygebesøg m.m. bidrager han også her til ikke at leve op til den anførte målsætning ” En harmonisering af serviceydelserne overfor regionens borgere”.

Man kan jo stille det spørgsmål hvor meget skatten i yderområderne bliver nedsat som kompensation for de gentagne reduktioner i vore muligheder for at trække på serviceydelserne.
Jeg er bevidst om at Regionerne ikke opkræver skat, men så må statsskatten nedsættes i de kommuner der ligger i yderområderne og tilsvarende hæves i de kommuner hvor borgerne har nem og uhindret adgang til serviceydelserne.

Nu må de der ved sidste regionsrådsvalg stemte på Gert Schou kunne se, at deres stemme ikke som lovet er blevet brugt til at styrke Djursland, såvel sygehus- som trafikmæssigt, men alene som støtte for Bent Hansen og hans ”kæphest”, at styrke de store sygehuse og bygge paladser på bekostning af nærsygehusene.

Det må man håbe de husker ved næste valg.

Endnu engang trækkes den skæve bloktilskudsfordeling af stald, og man argumenterer for at hvis man havde fået de 200 millioner kr. mere i bloktilskud pr. år ville det beløb man skulle spare have været mindre.
Det er logik for alle, men nu havde man jo altså ikke fået de 200 millioner kr. og kunne derfor heller ikke tillade sig at indregne dem som penge man kunne bruge/budgettere med.

Jeg må derfor endnu engang konstatere at man i Regionen har en dårlig styring af økonomien hvorfor der absolut ikke er nogen grund til at lovprise Bent Hansen og afslutte debatindlægget med ”Godt gået, Bent Hansen”, der er snarere grund til at skrive ”Skidt gået, Bent Hansen !!!, det er en ”ommer”.

Med venlig hilsen

Per Lund
Violskrænten 9
8500 Grenaa

Kilde: Per Lund.

Per Lund


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam