Venstres kvinde på tinge fra Djursland fortæller i dag om de igangværende forhandlinger om den fremtidige landbrugspolitik:
”Kritikken af Venstres behandling af landbruget er hård i disse tider. Vi tager kritikken til efterretning og gør vores for, at landbruget får de mest gunstige kår at arbejde under. Når dét er sagt, synes jeg også, det er vigtigt, at vi får klarhed over dén virkelighed, vi står overfor. For den kan nemlig se helt anderledes ud, hvis vi får en ny regering med S og SF i spidsen.
Gang på gang hører vi, hvordan S og SF vil hæve miljøkravene og vil give landbruget endnu sværere betingelser. Under debatten i folketingssalen torsdag d. 25. januar fastslog S-ordføreren, at kvælstofudledningen skal nedbringes med mange tusinde tons, 30.000 har været nævnt.
Dét, mener vi i Venstre, er dybt urimeligt. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til miljøet og med vores forslag vil vi til fulde overholde EU's Vandrammedirektiv.
Mens S og SF taler ganske åbent om deres planer, og deres store ønske om mere natur og mindre landbrugserhverv, er det derimod mere utvetydigt, hvad Liberal Alliance vil.
De siger nemlig ét og gør noget andet. I store annoncer kan vi læse om, hvordan de vil gøre en masse godt for erhvervslivet og landbruget. Men Liberal Alliance har selv lagt stemmer til dén lov, som de nu tager afstand fra.
Vi befinder os i en beslutningsproces, hvor lovforslagene bearbejdes i Folketinget. I dén proces er det vigtigt for os at få meldinger og kommentarer til udspillet. For vi lytter til, hvad der bliver sagt.
Samtidig er det vigtigt for mig at påtale, at kommunerne ikke i øjeblikket må give tilladelser på dét, der ligger i høring. Der er ikke noget, der er vedtaget! Og vi er absolut åbne for forslag og betragtninger.”
Kilde: Skrevet af V-folketingsmedlem Anne-Mette Winther Christiansen i Randers Amtsavis d. 29. januar.
/Bjarke & Rex.