Det mener i alt fald et SF-medlem af regionsrådet i følgende indlæg:
”Tirsdag gav SF, Socialdemokraterne og Radikale hinanden hånden på, at børneafdelingen og fødslerne bevares på Regionshospitalet i Randers. Ligeledes, at der ikke spares på det akutte beredskab med lægebiler og ambulancer i hele regionen. Et håndslag, der i lyset af økonomien er til glæde for de fleste, men åbenbart ikke alle. Det har nemlig affødt massiv kritik fra VKO i regionsrådet. Hvorfor er noget uforståeligt. Flere regionspolitikere – fra alle partier – har haft fokus på embedsmændenes forslag om at nedlægge børneafdelingen. Jeg selv var forbi hospitalet til et godt og informativt møde d. 13. januar, få dag efter forslaget blev kendt.
Umiddelbart kan man sige, at det burde være en selvfølgelighed, at hér skulle der i hvert fald ikke spares. Noget, også personale og borgere grundigt har fortalt. Men med et sparekrav på 455 mio. for sundhedsvæsenet i Region Midtjylland og forslag, der sætter sindene i kog fra Grenå til Holstebro, ja, så er opgaven ikke så nem. Pengene skal passe. Ellers er resultatet til sidst, at 25.000 ansatte ikke kan få deres løn.
Heldigvis er der forskel på, hvordan embedsmænd og politikere ser på verden, og heldigvis er det muligt stadig at kunne få økonomien til at passe.
Grundlæggende er det nemlig, at løsningerne på økonomien skal findes, før man kan love og give sikkerhed til personalet og borgerne. At give falske håb, som, når realiteterne viser sig, falder til jorden – dét vil være endnu værre.
Derfor har SF, Socialdemokraterne og Radikale arbejdet på at finde en sikker løsning. Vi har ikke villet melde ud, før det var 100%, at børneafdelingen og fødslerne bliver bevaret i Randers. Dét er det nu.
I skarp kontrast har den borgerlige blok med Jørgen Winther fra Venstre i spidsen været i medierne med personlige angreb på Bent Hansen og hurtige overskrifter. Til hvis nytte, kan man spørge sig selv.
Det virker desværre til, at de borgerlige partier i regionsrådet har bestemt sig for, at de hellere vil lege valgkamp end at gå konstruktivt ind i de store udfordringer, sundhedsvæsenet står i.”
Kilde: Skrevet af SF-regionsrådsmedlem Jacob Isøe Klærke i Randers Amtsavis d. 28. januar.
/Bjarke & Rex.