Denne opfordring lyder i dag fra en mand fra Århus, som skriver:
”Nye tal viser endnu engang, at antallet af lejere, der sættes ud af deres bolig, stiger. Alene i København er antallet af udsættelser steget med en tredjedel i forhold til sidste år.
Socialminister Benedikte Kjær leger dén leg, alle hendes forgængere har leget. Det er de andres skyld. Boligselskaberne og kommunerne griber ikke ind i tide og de udsatte lejere kan ikke styre deres økonomi.
Socialministeren vil ikke se konsekvenserne af VKO-blokkens egen politik i øjnene og indse, at kontanthjælpsloft, starthjælp og 450 timers-reglen presser familiernes økonomi så meget, at de til sidst giver op og undlader at betale huslejen.
Det er hér, de store regninger for samfundet begynder. Flytning til ny bolig betyder farvel til sociale netværk og børnenes klassekammerater. Familien skal begynde forfra, og dét skaber usikkerhed i en situation, hvor familiens ressourcer skal bruges på at skaffe arbejde eller fuldføre en uddannelse.
Lad os nu få dét valg og et opgør med VKO-blokkens dogmer om, at økonomiske incitamenter er til gavn for dem, der i forvejen har svært ved at få økonomien til at løbe rundt.”
Kilde: Skrevet af Søren Andersen fra Århus i Århus Stiftstidende d. 12. december.
/Bjarke & Rex.