En borger fra Grenå gør i det følgende opmærksom på et velkendt problem, når folk skal aflæse vanduret omkring nytår:
”Nu er det snart tid til at aflæse diverse forbrugsmålere, men for en del borgere er det lidt af et job at aflæse vanduret, da det hos mange husejere er anbragt i en brønd med et tykt isoleringsdæksel, som næsten er umuligt at få op i frost og sne.
Især pensionister må have store kvaler med først at fjerne en stor dynge sne for så derefter at bevæbne sig med hammer, mejsel og koben for at få dækslet op. Hvis det så lykkes med møje og besvær uden at ødelægge det kostbare dæksel, som er af plastic, skal man have hovedet ned i brønden for at se, hvad uret viser.
Mit spørgsmål er: Hvorfor skal uret være i en brønd – i stedet for inde i huset som alt andet, der skal aflæses? Hvis der er en god grund til det, kan man så ikke flytte aflæsningen til et andet tidspunkt end d. 31. december, hvor der er stor sandsynlighed for frost og sne? Jeg véd godt, at det er smartest at følge kalenderåret, men lige i dette tilfælde er det til stor gene for rigtigt mange.
Jeg er forholdsvis ung og stærk, men alligevel kan jeg få problemer med at få aflæst, når det er frost.”
Kilde: Skrevet af Per Henrik Jensen fra Grenå i Randers Amtsavis d. 4. december.
/Bjarke & Rex.