Én af de lokale socialdemokrater har skrevet følgende bemærkninger til Venstres gruppeformands indlæg fra forleden om de forkætrede skattestigninger:
”Det var interessant at læse Hans Husums indlæg om skattestigning. Nu skal vi jo først afgøre spørgsmålet om skattestigning på kommunalbestyrelsesmødet d. 14. oktober og helt at opgive, at vi kan blive enige om Norddjurs Kommunes budget til sidst, skal vi vel ikke.
Venstre foreslår jo selv en skattestigning i 2012, så måden, den virker på borgernes økonomi på, er vel ens. Det mere interessante er egentlig, at Hans Husum skriver, at Venstre med sine ændringsforslag viser, at en skatteforhøjelse i 2011 kan udgås, og samtidig kan Venstre give borgerne bedre service.
Venstres ændringsforslag er fremlagt på kommunens hjemmeside og viser, at der mangler 7 millioner kroner til betaling for alt dét, Venstre vil gøre. Venstre vil med andre ord tage af den kommunale pengekasse, som i forvejen er ved at løbe tør for penge.
Det er ikke ansvarligt at bruge penge, som vi ikke har. Man må forvente, at Venstre anviser for 7 millioner kroner yderligere besparelser.”
Kilde: Skrevet af S-kommunalbestyrelsesmedlem Else Søjmark fra Norddjurs i Randers Amtsavis d. 7. oktober.
/Bjarke & Rex.