En mand Europabevægelsen kan ikke hurtigt nok få slettet de danske forbehold mod euroen:
”For ti år siden stemte danskerne nej til euromedlemskab. Desværre. Euroen har fået skyld for meget dårligt, det meste uberettiget. Realiteterne er, at euroen har givet økonomisk stabilitet og politisk solidaritet. Økonomisk er pengepolitikken forankret i eurosystemet, hvorimod finanspolitikken henhører under nationalstaterne med krav om højst 3% af bruttonationalproduktet i underskud på de offentlige budgetter og højst 60% af BNP som offentlig gæld. Det er hér, det er gået galt for nogle medlemslande, fordi de ikke har gennemført nødvendige reformer og ført tilstrækkelig ansvarlig finanspolitik. Eurolandene har nu vist politisk solidaritet gennem rimelige lånetilbud.
Euroen fremmer samhandelen, fjerner udgifter til kurssikring og valutaveksling, fjerner kursrisiko ved investeringer og pensionsopsparinger mellem eurolandene. Vigtigst af alt er, at eurolandene ikke kan devaluere deres valuta og dermed skubbe egne problemer – f.eks. arbejdsløshed – over på de andre lande ved på denne måde at forbedre egen konkurrenceevne på andres bekostning.
16 af EU´s 27 medlemslande er nu euromedlemmer, Og Estland kommer til d. 1. januar 2011. Dét betyder, at mange væsentlige økonomiske beslutninger reelt træffes eller forberedes i Eurorådet, hvor Danmark ikke er med, i stedet for i ECOFIN (EU´s finans- og økonomiministre). Danmark har med sin fastkurspolitik bundet kronen til til euroen med et tilladt udsving på plus/minus 2,25% og dermed påtaget sig mange af forpligtelserne, men uden at få tilsvarende indflydelse på beslutningerne.
Et eksempel er, at Nationalbanken under krisen i efteråret 2008 måtte sætte renten op for at undgå spekulation mod kronen i stedet for som andre lande at kunne sætte renten ned for at afværge krisen.
Seneste meningsmålinger viser, at der p.t. ikke er flertal i befolkningen for afskaffelse af Danmarks euroforbehold. Derfor er en omfattende informationsformidling om de relle forhold påkrævet med henblik på et ja til ved folkeafstemning at afskaffe euroforbeholdet snarest muligt.”
Kilde: Skrevet af udvalgsformand Erik J.M. Pedersen fra Europabevægelsen i Århus Stiftstidende d. 3/10.
/Bjarke & Rex.