Sådan lyder det fra en S-folketingskandidat, som skriver:
”Ingen kvaler, det offentlige betaler”. Sådan må lederne på privathospitalerne rundt omkring i landet tænke, når der sker en fejloperation, der kræver en akt indsats. For så er det ikke dem, der har lavet fejloperationen, der skal betale, men i stedet os alle samen. Det er især patienter, der har fået en fedmeoperation på et privathospital, der efterfølgende indlægges med svære komplikationer hos de offentlige, viser erfaringer fra Nordjylland.
Vi kan desværre ikke undgå, at der sker fejl, når patienter opereres, men når det sker i det offentlige, så er det også de offentlige hospitaler, der betaler for at udbedre skaden. Men er det rimeligt, at det offentlige får lænset kasserne, når de skal rydde op efter privathospitalernes fejloperationer?
De penge, som det offentlige bruger på at skulle operere patienter, der er blevet fejlopereret i det private, kunne bruges på vores fælles sundhedsvæsen, hvor der i dén grad er brug for dem. Region Midtjylland skal spare 280 mio. kr. og Region Nordjylland 230 mio. kr. i 2011 – dét er ikke småpenge. Det er derfor, vi socialdemokrater vil investere 5 mia. kr. ekstra om året i det offentlige sundhedsvæsen på bl.a. bedre forebyggelse, bedre psykiatrisk behandling og bedre kræftbehandling. De er finansieret krone for krone, når vi bl.a. gør det dyrere at spise og drikke usundt og sætter en stopper for regeringens økonomiske forkælelse af privathospitalerne. En ideologisk forkælelse, der har øget uligheden i sundhed og tilsyneladende kun har været godt for én ting, nemlig tidligere borgerlige sundhedsministres jobmuligheder hos privathospitalerne.”
Kilde: Skrevet af S-folketingskandidat Otto Ohrt fra Århus i Århus Stiftstidende d. 26. september.
/Bjarke & Rex.