En dame fra Enhedslisten skriver hér om en løftet pegefinger, som netop er blevet løftet mod Danmark fra den internationale menneskerettighedsdomstol:
”Endelig. Omsider har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol grebet ind over for Danmarks bestialske udvisning af flygtninge. 155 asylsøgere undgår hermed (foreløbigt) at blive sendt tilbage til uhyrlige forhold i Grækenland (1. asylland), hvor man fængsler traumatiserede flygtninge, mens systemet for længst har opgivet ”at behandle” deres sager. Derfor hjemsendes de hårdtprøvede ofte til politisk forfølgelse i de lande, de forlod.
Danmark har hårdnakket indtil det absurde fortsat udsendelsen til Grækenland, mens andre europæiske lande er begyndt at lytte til FN`s henstilling om at stoppe dén trafik.
I Danmark respekterer man nemlig hverken FN-henstillinger eller konventioner. Det har de sidste ni års VKO-regime bevist. Man er fløjtende ligeglade med de syge børns traumer og fremtid. Mens man så inderligt viser medfølelse med de hjemvendte traumatiserede soldater (med god grund i øvrigt), så mangler man ethvert tilløb til empati og medmenneskelige følelser, når det gælder fremmede fra 3. verdenslande.
Så indskrænket kan et land blive, når dets vælgerflertal giver magten til partier, der bider hovedet af enhver skam og amputerer enhver samvittighed. Så indelukket i national selvgodhed, at internationale myndigheder til sidst må gribe ind.”
Kilde: Skrevet af Hanne Dalgaard Sejersen fra Enhedslisten i Randers Amtsavis d. 22. september.
/Bjarke & Rex.