Følgende indlæg fra Centerpartiets landsformand er et direkte svar til læserbrevet fra Michael Aastrup Jensen om det rette demokrati:
”Man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus – eller lidt mere fredeligt: så skal man feje for egen dør, inden man kritiserer, hvordan det ser ud hos andre.
I den seneste uge har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på de to ordsprog, når jeg har hørt VKO`s kritik af de demokratiske forhold hos vores svenske brødre.
Særligt hult lyder kritikken, når den bliver fremført med MF Michael Aastrup Jensen (V) som bannerfører (bl.a. Stiften d. 4. september). Han har kraftigt kritiseret, at hans venner i det indvandrerfjendske parti, Sverigesdemokraterne, er blevet udelukket fra valgmøder – for i et ægte demokrati bør alle partier have lige muligheder for at fremføre deres argumenter, mener Aastrup.
Det er hér, at kæden springer af for den tidligere Randers-borgmester. Med dén holdning stempler han nemlig Danmark som et udemokratisk land.
Michael Aastrup Jensen har faktisk selv under både kommunal- og folketingsvalg deltaget i valgmøder – f.eks. på Randers Statsskole – hvor kun store partier som S, SF, V, K og DF har fået lov til at deltage, mens andre mindre partier har fået forbud mod at møde frem.
På samme måde har Michael Aastrup Jensen aldrig kaldt det udemokratisk – eller nægtet selv at deltage – når TV2 Østjylland i sine valgudsendelser kun giver de større partier plads i panelet, mens mindre partiers repræsentanter forvises til tilskuerpladserne.
Jeg ser frem til, at Michael Aastrup Jensen og de andre VKO-kandidater i fremtidige valgkampe nægter at deltage i paneldebatter på eksempelvis uddannelsessteder og i TV-valgudsendelser, hvis ikke alle partier – uanset størrelse – får mulighed for at deltage under ens vilkår.
Men lur mig, om ikke de store partiers kandidater har en helt anden opfattelse af, hvad der er demokratisk, når det kommer til valgkampen i deres eget land.”
Kilde: Skrevet af landsformand Per Schultz-Knudsen fra Centerpartiet (og fork. af red.) i Stiften d. 5/9.
/Bjarke & Rex.