En ung nordenfjords pige skriver i dag følgende opsang til de randrusianske buschauffører:
”Jeg kommer fra landet. Dér hvor buschauffører smiler og er venlige. Dér hvor buschauffører stadig samler én op, hvis man er kommet for sent afsted og lige i sidste øjeblik nÃ¥r at ankomme til busstoppestedet.
Så da jeg begyndte at gå i skole i Randers, fik jeg mig ærlig talt et chok. Det gik hurtigt op for mig, at buschauffører i byen åbenbart er kronisk sure. Et smil bliver sjældent gengældt. Men det er desværre ikke det eneste, jeg blev overrasket over, at for nogle buschauffører kan passagererne bare ikke komme hurtigt nok ind i bussen. Og så er det fuldstændigt ligegyldigt, om du er en 14-årig dreng, som går med krykker, eller om du er en ældre dame, som går med rollator.
Til tider flyver det gennem luften med grimme ord og vrisne påskyndelser i stedet for en hjælpende hånd og tålmodighed.
Og med al respekt for køreplaner og hvad der nu ellers er, som man skal overholde, når man er buschauffør, så er det jo altså ikke alle mennesker, der går lige godt og er helt unge mere og som lige har brug for et lille øjeblik til at komme på plads i bussen.
Nu vi snakker om tid, så er det jo ikke altid, man når bussen til tiden. Nogle gange kommer man meget for sent, men nogle gange når man lige bussen til tiden.
Et eksempel er f.eks. en morgen, hvor jeg sidder i bybussen på vej til skole og klokken bliver nu 7.40. Det er tid til at køre. Men dén bus, jeg sidder i, holder som nr. tre eller fire i køen og kan ikke komme ud, før de andre busser er kørt.
Buschaufføren lukker dørene og holder stadig i kø. Fem mennesker kommer løbende. De vil gerne med bussen, som stadig holder i kø. Der er masser af plads i bussen, men buschaufføren vælger fuldstændigt at overse de fem, som står fuldkommen forvirret uden for bussen og banker på døren.
Mens tiden går vælger buschaufføren fortsat at ignorere de fem uden for bussen fuldstændigt. Og selvom fortsat holder i kø, gider han ikke lukke dem ind. De fem personer kigger skuffet, da bussen endelig kører.
Andre eksempler på, at folk ikke kommer med bussen, kan være, hvis buschaufføren mener, der ikke er mere plads i bussen og bare kører forbi folk, som gerne vil med bussen. Dét til trods for, at der faktisk er masser af plads.
En dag, jeg sad i bussen, var alle sæderne optaget, og dem, der ikke var et sæde til, begyndte at stimle sammen forrest i bussen. Så der var altså rigeligt med plads bag i bussen, men ved et busstoppested kører buschaufføren forbi to unge piger og en ældre dame.
Han ryster på hovedet, da han kører forbi de tre måbende kvinder, som troede, de skulle med bussen. Ved næste stoppested bliver trykket på stopknappen og der stiger to passagerer ud, mens chaufføren lader syv personer komme ind i bussen. Og dét er desværre ikke et enestående eksempel.
Men skal det virkelig være sådan? Skal buschaufførerne i Randers virkelig være sådan?
AltsÃ¥ – nu skal jeg nok være ærlig. Ikke alle chaufførerne er som sure æbler. Der er faktisk ogsÃ¥ nogle flinke og smilende imellem og det er en fryd at møde dem i bussen tidligt om morgenen. Men for at vende tilbage til de sure æbler: Jeg har aldrig oplevet, at bybussen er kørt fra mig, men jeg har været tilskuer til mange tilfælde som de ovenstÃ¥ende. Desværre bliver det nok svært at ændre chaufførernes attitudeproblem, men nu har jeg skitseret problemet og hÃ¥ber, at der er andre, der har det ligesom mig.
MÃ¥ske er der andre, der ogsÃ¥ tænker: Hvad med et smil?”
Kilde: Skrevet af Lone Frost Pedersen fra Ulstrup i Randers Amtsavis d. 2. september.
/Bjarke & Rex.