I processen med det fremtidige børneområde i Norddjurs er det foreslået, at der bliver oprettet børnebyer bl.a. for at bevare de små skoler. Hos dagplejerne frygte man fremtiden for deres arbejde:
”Det er med sorg i sindet, at jeg må erfare, at mit gode arbejde er i risiko for at blive nedlagt – i hvert fald i kommunalt regi. Jeg har været dagplejer i 32 år og har oplevet en rivende udvikling fra at være ”et opbevaringssted” (man kunne næsten få sine børn passet gratis – der var brug for kvinderne på arbejdsmarkedet) – til at blive en del af et yderst kvalificeret pasningstilbud, der i mine øjne er bedst for børn mellem 0 og 3 år. Alle (også eksperter) er enige om, at de første år i barnets liv er de mest vigtige for, hvordan barnet udvikler sig og klarer sig videre frem.
Hvorfor bliver det så altid så lavt prioriteret?
Det handler ikke kun om uddannelse, men også om tryghed, tid og fokus på det enkelte barn.
Ikke to børn er ens, alle børn er unikke, og det kræver tid og fokus at ”pejle” sig ind på det enkelte barn.
(Vi skal forsøge at ”erstatte” mor, når man nu er nødt til at undvære).
Der er så mange følelser forbundet med at overlade sin guldklump til andre, at det er svært at forså, men det hjælper, hvis det er den samme kendte person hver dag.
Vi har i høj grad kompetence og mulighed for at spotte og hjælpe børn med ”særlige” behov.
Nu vil de lave os om til vuggestuer. Vi har siden kommunesammenlægningen (for at spare) brugt mange ressourcer på at få koordineret.
Vore forskellige retningslinjer (vore respektive ledelser blev sammenlagte, så vi nu har en fælles leder, som vi i øvrigt er meget tilfredse med).
Nu, efter at vi endelig føler os som en helhed med fælles ”fodslaw”, vil de have os underlagt.
Jeg véd ikke, hvor mange forskellige institutioner (for at spare) – HALLO-HALLO!
Nu føler vi os krænkede. Vi er blevet oplært til at være ”anerkendende” i vores fag og regner også selv med at være anerkendte som personer, men også for vores faglige kompetencer.
Jeg føler, at det bl.a. hér i Vivild, hvor jeg er fra, handler om, at vi skal ”betale” for at bevare skolen. Vi har i Vivild været meget bange for, at vores skole ville blive lukket, nu er det sat på stand by, men nu er det så lille mig og alle mine dejlige og kompetente kolleger, der står for tur.
Desværre har vi ikke samme ”backing group”, fordi der er en hurtig udskiftning af dagplejeforældre, og de kommende "kunder" i butikken er slet ikke klar over, at deres pasningstilbud måske er ved at ændre sig markant. Vi har i alle årene været kommunens ”elastik”, men nu ser det ud til, at elastikken bliver trukket for langt.
Jeg er stolt over og glad for mit job, møder dagligt børn, nu også voksne, der med glæde husker mig – og deres tid i dagplejen.
Hvorfor dog kaste guld på gaden?
BEVAR DAGPLEJEN I NORDDJURS! Jeg opfordrer alle, der er eller har været glade for dagplejen, til sammen med os at ”KÆMPE” for vores overlevelse.”
Kilde: Skrevet af dagplejer Irene Pedersen fra Vivild i Lokalavisen d. 16. juni.
/Bjarke.