En SF´er fra Randers har svært ved at forstå, at Dansk Folkeparti kan støtte regeringens udsultning af kommunerne. Han skriver:
”Dansk Folkeparti og regeringen har netop gennemført nogle af de største forringelser af vores velfærd nogensinde. Børnefamilier, arbejdsløse og ældre skal betale størstedelen af regningen i den såkaldte genopretningsplan. Samtidig holdes fast i skattelettelserne til landets rigeste.
Det kommer ikke bag på mig, at Venstre og Konservative mest af alt bekymrer sig om de rigeste. Men det kommer bag på mig, at Dansk Folkeparti vil være med til at gøre hverdagen sværere for alle os almindelige danskere.
Børge Olsen, lokalformand for Dansk Folkeparti, forsvarer forringelserne i et læserbrev i Amtsavisen. Dét gør han ved at angribe SF og mig for at tale usandt om forringelser af den kommunale velfærd. Angrebet ledsages så af et lidt usammenhængende angreb på min og SF´s økonomiske forstand.
Men det er netop Børge Olsen og Dansk Folkeparti, der ikke helt har forstået, hvordan en kommuneøkonomi hænger sammen, når de siger, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke forringer velfærden i kommunerne. Nulvækst betyder, at når kommunerne har øgede udgifter til et stigende antal arbejdsløse, børn og ældre, følger der ikke penge med. Dét betyder, at kommunerne skal levere service til et stigende antal brugere med en uændret pose penge. Selv Børge Olsen og Dansk Folkeparti må kunne se, at dét kun kan betyde en forringet velfærd. Desuden skal kommunerne rent faktisk spare 5 mia. kr. i 2010 og 2011. Dét skyldes, at kommunerne i 2009 samlet brugte 5 mia. kr. mere end forventet. Hér har DF og regeringen været hurtige til at angribe kommunerne for dårlig økonomistyring. Dét er ikke fair. Overskridelserne skyldes, at der er kommet flere handicappede, flere børn med behandlingskrævende udviklingsforstyrrelser, flere ældre med behov for pleje o.s.v. – ting, vi ikke får kompensation for fra DF og regeringen. Dét er da en velfærdsforringelse, der er til at tage og føle på.
DF og regeringen har brændt pengene af på skattelettelser til landets rigeste og sender nu regningen videre til landets kommuner vel vidende, at dét vil resultere i dårligere vilkår for især børn og ældre.
Det er ikke bare usolidarisk, det er uansvarligt.”
Kilde: SF-teknikudvalgsformand Kasper Fuhr Christensen fra Randers Kommune i Randers Amtsavis d. 14. juni.
/Bjarke.