Socialdemokraten Dan Jørgensen fortæller i det følgende om, hvordan han mener, vores statsminister er hovedansvaret for det delvist kiksede klimatopmøde i København:
Danmark bærer desværre en stor del af ansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde, ved klimatopmødet i i december i København (COP15). Dét dokumenteres nu i en ny bog. En undskyldning ville være på sin plads.
Klimaredaktøren på ugebladet Mandag Morgen, Per Meilstrup, har begået en bog om COP15. Hér dokumenteres det, at den danske statsminister var medskyldig i, at vi fik så dårligt et resultat. Der var ellers lagt op til en succés. Før mødet var den officielle målsætning -. Også fra regeringen – at vi skulle have en aftale, der kunne holde temperaturstigningerne under to grader i verden. Dét skete ikke.
En vigtig årsag til fiaskoen var, at der ikke var tillid mellem udviklingslandene på den ene side og verdens rige lande herunder USA og EU på den anden side.
Hvordan kunne det ske? Jo, desværre var Danmark med til at skabe mistillid. Statsministeren valgte nemlig at lægge sig helt op og ned af USA i forhandlingerne, hvilket de fattige lande fik at se, da der blev lækket en tekst skrevet fra statsministerens kontor. Den tidligere klimachef for FN har beskrevet forløbet i en intern mail fra FN-systemet, som citers i ovennævnte bog, og han skriver: ”med ét slag var 2½ års arbejde spildt”.
Der er ikke tale om en enlig svale. Også mange internationale kommentatorer har kritiseret det danske formandskab og mange af mine kolleger hér fra Europaparlamentet – både konservative, liberale og socialdemokrater – har rystet på hovedet over den danske regering. Dét er pinligt.
Derfor mener jeg, at Løkke, når nu de alligevel er i gang med at undskylde i regeringen, også passende kunne undskylde for den ringe indsats på klimatopmødet.
Skrevet af EP-medlem Dan Jørgensen (S) i Århus Stiftstidende d. 6. juni.
Kilde: Århus Stiftstidende.
/Bjarke.