En nordenfjords præst er stærkt bekymret over planerne om at lukke flere busruter i landdistrikterne. Underskudsgivende busruter er nødvendige, hvis landsbyerne skal overleve, mener hun:
”Massakren på rutebiler giver massakre på landområderne. Den sidste måned har medierne pludselig kastet fokus på randområderne. Vi blev nærmest helt benovede, for normalt er vi, der bor i randområderne, glemt i både politik og medier. Men i et par uger har Christiansborgs partier stræbt efter at overgå hinanden i tilbud: der skal satses på uddannelse og erhverv og sågar statsinstitutioner, der skal flyttes til udkantsområderne. Domstole og politistationer er ellers lige blevet centraliseret og flyttet til store byer.
Det er lige før, vi kunne få dén tanke, at de politiske partier, der i de senere år har stået for centraliseringerne, måske alligevel er begyndt at forstå lidt af landområdernes vanskeligheder.
Men nu har realiteterne revet os ud af drømmen: Region Midtjylland har planlagt massakre på rute 221, 230 og 237; andre ruter skal beskæres. Og hvor er så lige politikernes forståelse for sammenhængen henne? Er statsministeren rykket ud med en konkret påpegning af, at offentlig transport er nødvendig også på landet? Arbejder Christiansborg på højtryk for at finde midler til at bevare den offentlig transport også dér, hvor alle véd, den aldrig vil blive rentabel?
Nej, naturligvis ikke. Igen er der kun os selv til at råbe op. Og dét gør vi naturligvis også, for vi holder af at bo på landet. Vi ønsker, at vore landsbyer skal være attraktive for unge familier, der gerne vil give deres børn en sund opvækst i grønne omgivelser. Og vi véd, at landsbyer uden mulighed for offentlig transport forfalder. En massakre på rutebilerne vil føre til en massakre på landsbyerne. Derfor protesterer vi mod Region Midtjyllands nedlæggelse af vore rutebiler.”
Skrevet af Bodil Hindsholm Hansen fra Udbyneder Præstegård i Randers Amtsavis d. 12. maj
Kilde: Randers Amtsavis
sof