Et tidligere byrådsmedlem fra Midtdjurs har i dag skrevet følgende opfordring til Syddjurs Kommune om et kommende specialcenter:
”Den politiske debat raser om placeringen af et ”specialcenter” i Syddjurs.
Skal der bygges nyt center i Feldballe, eller skal man ombygge Feldballe Skole? Ved ombygning af Feldballe Skole skal der ifølge beregninger bruges ca. 3,5 mio. kr. Ombygning af Feldballe Skole er Venstres kongstanke.
Men dét vil så betyde, at Feldballe Friskole skal byggen en ny skole. Og så er der et politisk flertal af SF, socialdemokrater og den enlige radikale, som vil bygge et nyt center i Feldballe til mellem 20-25 mio. kr. Har kommunen råd?
Som en tredje mulighed ser jeg gerne, at man beregner, hvad det vil koste at bygge til på Pindstrup Skole, så skolen i fremtiden kan rumme alle Syddjurs Kommunes børn med særlige behov.
Man har i dag i Pindstrup en velfungerende ”special”-skole, hvor de 38 børn føler sig hjemme, og hvor der efter en tilbygning også kunne være plads til de øvrige elever i kommunen. Som jeg har forstået det, vil man i det næste skoleår 2010-11 opstille nogle pavilloner på Pindstrup Skole til kommunens øvrige elever – børn med særlige behov.
Hvorfor nu, når eleverne alligevel skal samles i Pindstrup i det næste år, kan man så ikke ligeså godt udbygge Pindstrup Skole til Syddjurs Kommunes fremtidige Specialcenter? Pindstrup ønsker også at få del i de kommunale arbejdspladser! Pindstrup ønsker ikke at være et udkantsområde i Syddjurs Kommune.”
Skrevet af Hans Chr. Baltzer fra Pindstrup (og fork. af red.) i Randers Amtsavis d. 11. maj
Kilde: Randers Amtsavis
sof