I Norddjurs Kommune diskuterer man for tiden den fremtidige skolestruktur. Det fortæller de lokale socialdemokraters ordfører om hér:
”Børne- og Ungdomsudvalget havde d. 22. og 23. marts inviteret til temamøder om strukturforslaget på skole- og dagpasningsområdet.
Møderne, som blev holdt på Langhøjskolen iVivild og Vestre Skole i Grenaa, var præget af stort engagement og spørgelyst. Debatten var livlig og deltagerne vendte flere gange tilbage til spørgsmålet ””Hvad er det, vi vil opnå ved at omorganisere på skole- og dagpasningsområdet?” Dét er et væsentligt spørgsmål, som kræver et klart svar.
Svaret er, at ”vi undgår at lukke skoler og daginstitutioner”. En del af svaret er også, at vi får en fælles mulighed for at løfte indsatsen og styrke udviklingen til gavn for hele Norddjurs. Og at det er denne mulighed, vi sammen skal realisere ved at styrke fokus på den pædagogiske udvikling, på ledelse, kompetenceudvikling og samarbejde på kryds og tværs.
Vi kan ikke lukke øjnene for den trængte økonomi, der møder os, hvor vi end kigger hen. Vi husker også den tilbagevendende snak om skolelukninger både før og efter valget. Socialdemokraterne har meldt ud, at vi ikke vil lukke skoler. Men vi har også meldt ud, at vi tager de økonomiske udfordringer meget alvorligt, fordi der ikke kan skæres mere i velfærden og i de tilbud, vi har til børn og unge.
Børnebyerne er landsbyernes overlevelse. Men også mere end dét. Børnebyerne bidrager til at styrke fællesskabet og samarbejdet som helhed og den tidlige indsats i særdeleshed. Når tilbuddene organiseres sammen, vil det betyde en øget kontinuitet og helhed på tværs af flere områder. Vi får bedre mulighed for tidligt at opdage de børn, der har behov, og ikke mindst for sammen at sætte ind, før behovene bliver til ”særlige behov”.
Dét er først og fremmest godt for børnene. Men det ivl også være godt for økonomien. Én af de store udfordringer p.t. er anbringelsesområdet. Og hér er en målrettet, tidlig og forebyggende indsats en vigtig del, hvis vi skal vende udviklingen.
Vi skal ikke lukke skoler og daginstitutioner – vi skal stå sammen om at udvikle børne- og ungdomsområdet i Norddjurs.”
Skrevet af politisk ordfører Else Søjmark (S) fra Norddjurs Kommune i Aarhus Stiftstidende d. 4. april
Kilde: Aarhus Stiftstidende
sof