Den radikale viceborgmester i Randers skriver i dag en længere svada, henvendt til Dansk Folkeparti, som han føler lidt efter lidt fratager danskerne deres frihed:
”Langsomt, men sikkert frarøver Pia Kjærsgaard og co. Stadigt mere af danskernes frihed. Hun kalder det selv for værdikamp.
For nogen tid siden foreslog Dansk Folkeparti f.eks., at børn i folkeskolen kun må tale dansk i skoletiden. Betyder dét, at 2 grønlandske piger, som evt. går på samme skole hér i Randers, kun må tale dansk med hinanden? Hvad med ytringsfriheden? Dén må da gælde både for dem, der tegner tegninger, for Pia Kjærsgaard og for undertegnede og for skolebørnene.
I februar valgte en skole i København at holde et cafémøde kun for kvinder af anden etnisk baggrund. Skolens vurdering var dén, at dét måske kunne fremme integrationen i skolens dagligdag. Forargelsen var stor hos DF – står der ikke i vores grundlov, at vi har forsamlingsfrihed, spørger jeg. Fru Kjærsgaard skal ikke bestemme, hvilke møder der holdes på den enkelte skole, børnehave, vuggestue eller i forsamlingshusene hér i Randers Kommune, hér i Danmark.
Dansk Folkeparti siger også nej til kønsopdelt undervisning i folkeskolen. Må piger og drenge i Randers Kommune så ikke have gymnastik hver for sig? Hvad med undervisningsfriheden, spørger jeg – er fru Kjærsgaard også modstander af dén?
Kommer dén dag, hvor fru Kjærsgaard vil bestemme, hvem skolebørnene må tale med i frikvartererne, hvilke kager der serveres til skolernes forældremøder og til de ældre i ældreklubben? Hvor ekstreme vil fru Kjærsgaard og co. Blive? Med i slipstrømmen på Dansk Folkepartis såkaldte værdikamp følger VK-regeringspartierne troligt over en bred kam som en hund i en lænke – ja selv socialisterne fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er ofte blinde følgesvende.
Den såkaldte folkesocialist pipper efterhånden samme melodi i værdikampen som fru Kjærsgaard. Det er tydeligt for enhver, at hverken Søvndal eller for dén sags skyld Socialdemokraterne har viljen til at sige klart fra og bede Pia Kjærsgaard om at gå ad h… til med sine gentagne angreb på basale frihedsrettigheder i det danske demokrati.
S og SF år 2010 støtter åbenlyst, at basale frihedsrettigheder kan pantsættes på værdikampens alter.
Det er på tide, nogle danskere tør ytre, at vi vil kæmpe for grundlovens basale frihedsrettigheder – de er nemlig værd at kæmpe for.”
Skrevet af R-byrådsmedlem Mogens Nyholm fra Randers i Randers Amtsavis d. 29. marts
Kilde: Randers Amtsavis
sof