I sidste uge bragte vi et indlæg af Venstres lokale folketingskvinde. Hun kritiserede flere indlæg fra oppositionspolitikere for at være rent vrøvl, men hun vrøvler selv i allerhøjeste grad, mener en mand fra Norddjurs:
”I nogle tilfælde må man se bort fra eller igennem den sproglige klædedragt i en artikel for at få fat i dens budskab, men alligevel kan man møde tekster, der på trods af læserens bedste evner og vilje viser sig at være uden mening – at være vitterligt vås. Dermed er ikke sagt, at de intet udtrykker/udsiger, men det er i bedste fald at sammenligne med et uartikuleret skrig, der vil påkalde sig opmærksomhed.
Anne-Mette Winther Christiansens tekst ”¨Vås om velfærdssamfundets tilstand” hører hjemme I sidstnævnte kategori.
Hun starter med at citere nogle påstande om rigets tilstand, som oppositionen ”uden at blinke” har langet ud efter regeringen med. Jeg hæfter mig hér ved påstanden, ”Regeringen er skyld i den økonomiske krise”, som jeg efter ihærdig søgen ikke kan genfinde på nettet eller i de trykte medier inden for de seneste to år. Der er mange, der har udtrykt noget, der sprogligt minder om det citerede, men med et noget andet perspektiv. Lad mig hér som eksempel citere professor Peter Nedergaard fra Politiken d. 29. december 2009: ”!Ifølge en ny undersøgelse mener hovedparten af landets topøkonomer, at regeringen er skyld i at den økonomiske krise har ramt Danmark håprdere end andre lande”. Dette kunne altså tyde på, at Anne-Mette Winther Christiansen anvender et gammelt, beskidt debattrick, der handler om at tildele sine modstandere nogle synspunkter, som de ikke har, for dermed at demonstrere deres tåbelighed. Denne debatform er ødelæggende for en konstruktiv diskussion.
Én ting er at bruge dén form for kneb i en debat, noget andet og langt mere alvorligt er, når fejlagtige påstande fremsættes som uomtvistelige sandheder. Jeg undlader hér yderligere at kommentere den ufrivilligt komiske sætning: ”Det er ironisk set i lyset af, at både S og SF selv står helt uden en uholdbar økonomisk politik”. Korrekturfejl er naturligvis tilgivelige, men det er ikke tilgiveligt, når man kan hævde, ”at regeringens lempelige finanspolitik har medført, at Danmark har været bedre rustet til at imødegå krisen end de fleste andre lande”, set i sammenhæng med ”Danmark havde et godt økonomisk fundament, som gav mulighed for en massiv kriseindsats, og aldrig før er finanspolitikken blevet lempet så meget i en tid, hvor ledigheden har været så laav”, og ”Regeringen peger på en nul-vækst-strategi fra 2011, hvis konjunkturerne tillader det”(!)
Hvad er for og bag på dén ged? Jeg må bede A-MWC denne økonomiske lovmæssighed, der siger, at lempelig finanspolitik giver en stærk økonomi, og når krisen kradser, så lemper vi bare finanspolitikken samtidig med, at vi har en nul-vækst-strategi – Hallo!
Det vil føre for vidt at gennemgå hele teksten, men den sproglige ubehjælplsomhed er manifest: ”Lad mig derfor dæmme lidt op for de realiteter og fakta, der ligger bag oppositionens fejlagtige påstande og hykleri!” Vi lader lige dette vrøvl stå et øjeblik og beder så Anne-Mette Winther Christiansen komme med en forståelig fremstilling af den økonomiske logik i regeringens krisehåndtering, men fri os for uvederhæftige påstande om oppositionens politik eller mangel på samme.”
Skrevet af Erik Bjørn Olsen fra Karlby v. Grenaa i Randers Amtsavis d. 20. marts
Kilde: Randers Amtsavis
sof