Én af veteranerne fra kampen mod lukning af Grenaa Sygehus har en forklaring på, hvorfor Grenaa Sygehus nu for alvor ser ud til at skulle lukkes. Han skriver:
”Endnu engang må vi erfare, at direktionen i Region Midtjylland foreslår Grenaa Sygehus nedlagt.
Det kommer vel ikke bag på ret mange, idet man hele tiden har fornemmet den skjulte dagsorden, at Grenaa Sygehus skulle fjernes fra landkortet.
Man står nu atter i en sparesituation, hvor man skal spare 250 mio. kr., og så ligger det jo ifølge regionsledelsen lige til højrebenet at reducere Grenaa Sygehus til en akutklinik med meget begrænsede funktioner. Så kan man jo altid fjerne den med dén begrundelse, at patienterne kan blive behandlet mere rationelt og effektivt på akutklinik i Randers.
Er der noget, der ligger lige til højrebenet, må det være at fjerne den udeuelige regionsledelse, vi har i dag, og erstatte den med en forrentningsmæssig ledelse, der kan finde ud af at følge op på et budget og sikre, at de økonomiske rammer aftalt med regeringen også overholdes.
Vi har i næste alle de danske regioner kunnet konstatere, at man – på trods af faste økonomiske rammer aftalt med regeringen – hovedløst har ansat ekstra personale i et omfang, der langt overstiger dét, de økonomiske rammer tillod.
At man så piber, når man derefter må opsige personale for at tilpasse omkostningsniveauet til, hvad der er økonomisk realistisk, kan næsten ikke tages alvorligt – specielt ikke, når man forsøger at få hele venstre-siden i Folketinget til at foretage pres over for regeringen for at dække det selvskabte underskud ind.
Desværre må man konstatere, at venstrefløjen gladelig er hoppet med på vognen og fremstiller regeringen som nogen, der løber fra regningen.
Dét er ingenlunde tilfældet, men alene udtryk for regionernes manglende evne til at styre.
Som undertegnede tidligere har nævnt, vil der være god fornuft i at nedlægge regionerne og spare de kæmpesummer, der i dag postes i en udeuelig regionsledelse og regionsråd og i stedet anvende de herved frigjorte midler til samtidig med opbygning super sygehuse med højt kvalificerede medarbejdere at bevare lokalsygehusene.
Ikke alle patienter har behov for højt specialiserede læger for behandling af banale og ukomplicerede sygdomme, og ved at bevare lokalsygehusene tilgodeser man samtidig befolkningens behov for nærhed og tryghed.
Det betyder umådeligt meget – specielt for ældre patienter – at få dagligt besøg af pårørende, dét kan de af økonomiske og tidsmæssige årsager ikke få, hvis alle patienter skal samles på større enheder med lange transportafstande og store omkostninger for de pårørende.
Vi har jo før set, at hvis der skal nedlægges områder i Grenaa, skal der bygges for store summer i Randers for at kunne rumme de ekstra patienter.
Nu er der godt nok ikke ret mange sengepladser eller behandlingsmuligheder tilbage i Grenaa, men lur mig, om ikke der alligevel skulle foretages udbygning i Randers.
De besparelser, man tidligere har postuleret, man kunne få ved nedlæggelse af områder i Grenaa, er hidtil blevet mere end ”spist op” af bygge- og indretningsomkostninger i Randers.
Og hvad var det så lige, man vandt?
Det er åbenbart ikke økonomer, der er ansat i regionen, men fanatikere, der ser det som deres hovedopgave at samle alt i kæmpeenheder af prestigemæssige grunde og ikke af hensyn til patienterne.
Vi har i vor husstand på det seneste konsulteret såvel Randers som Aarhus Sygehus flere gange ugentligt og fået en både god og professionel behandling, men det ville unægtelig have været noget enklere, hvis vi blot skulle på Grenaa Sygehus.
Vi har heller ikke kunnet undgå at konstatere, at man heller ikke hos læger og sygeplejersker er vidende om hvilke funktioner, der (endnu) kan udføres på Grenaa Sygehus.
Havde vi blot nogle af gangene kunnet nøjes med at tage til Grenaa Sygehus, var meget kørsel og tid sparet.
Vi skal derfor opfordre regionsledelsen ti at holde fingrene fra Grenaa Sygehus, og hvis man endelig skal gøre noget overføre flere funktioner/specialer hertil.
Tages dette ikke til følge, skal der opfordres til, at der fra alle sider – ikke bare på Djursland, men i hele Region Midtjylland – rejses dét krav overfor landspolitikerne, at regionerne nedlægges.”
Skrevet af Per Lund fra Grenaa i Lokalavisen d. 9. marts
Kilde: Lokalavisen
sof