Den tidligere borgmester i Randers tænker med gru på, hvad der kan ske, hvis S og SF kommer i regering. Advarslen falder som et svar på et tidligere indlæg fra Hans Peter Baadsgaard:
”Jeg læste med glæde tirsdagens socialdemokratiske svar på mit tidligere læserbrev fra Hans Peter Baadsgaard. Jeg siger med glæde, fordi læserbrevet på fineste vis demonstrerer min pointe. Socialdemokraterne befinder sig simpelthen på et mentalt plan, hvor vrangforestillinger og skræmmekampagner er eneste retoriske svar på en kritisk stillingtagen til den socialdemokratiske politik.
Hr. Baadsgaard nævner med højttravende gloser Nyrup-regeringen som et eksempel på god krisestyring. Der er blot to ting, man må huske på i denne sammenhæng. For det første var S-regeringens politik baseret på en videreførelse af den fornuftige økonomiske politik, som Venstre og Konservative indførte i firserne – efter at have overtaget en fuldstændig gennemhullet økonomi fra Socialdemokraternes Anker Jørgensen. Nyrup var fuldt forståeligt gennem halvfemserne rædselsslagen for at pille ved fundamentet for den stabile økonomi.
Dette bringer mig frem mod den anden huskeregel – Nyrup-regeringen bestod af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, hvilket fungerede som en ballast mod mere rabiate socialistiske tendenser udi økonomistyring. I dag ser vi et tæt parløb mellem Socialdemokratiet og SF med Det Radikale Venstre kørt helt ud på et sidespor.
Sprøgsmålet er så, om man med god samvittighed tør støtte en konstellation, der søger at overtage regeringsmagten med en så uansvarlig økonomisk politik, som S og SF i forslaget ”Fair forandring” har fremlagt – en politik, der endnu engang er fuldstændig blottet for realpolitisk sans og i stedet bevæger sig på et overdrev af tomme løfter baseret på genbrug af den samme pengepulje et utal af gange.
Tør man i sidste ende overlade eksempelvis Økonomiministeriet til Vill7 Søvndahl eller sågar Ole Sohn – tidligere formand i Danmarks Kommunistiske Parti. Disse overvejelser bør have sin plads, før man begynder at tale om økonomisk ansvarlighed fra Socialdemokratiets side.”
Skrevet af V-folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen i Randers Amtsavis d. 23. februar
Kilde: Randers Amtsavis
sof